115 / 272
En Digter møder sin Muse -
1887
Edith.
Det første Møde.
En Sommeraften under en Spadseretur i Frederiks
berg Have satte Digteren sig paa en Bænk
. . .
der
sad ganske vist et Par, m en det var to unge Piger, som
sad der i Skum ringen med Ansigterne vendt imod
Aftenens flatterende, svagt-gyldne Skær. Han lettede
høfligt paa Hatten og satte sig.
»Den, som sad ham nærmest, v ar den fyldigste af de
to — og tillige den mest nysgerrige. Den anden v ar slan
kere, blond, gjorde dette ubestemte Ind tryk af Dame og
af Smaapige i uopløselig Modsigelse . . . og hendes
Stemme røbede samme Usikkerhed.« . . .
Digteren komm er i Snak med de to unge Piger, føl
ges med dem ud gennem Haven og inviterer dem ind
i en af Smaahaverne i Allégade, hvor der
»af og til aabnedes en Dør i en Bygning i Baggrunden
af Haven; man saa et stæ rkt Lysskær, som brødes med
en tæ t Tobaksdamp, og man hørte høje, skarpe Kvinde
røster, overdøvende eller overdøvet af Haandklap og
Fortepianospil. Det syntes at være Sang.«
Veninden, den buttede, forsvinder for at møde en
Ven
—
den slanke blonde unge Pige bliver tilbage
med Digteren, der bestiller Champagne til hende og
Bourgogne til sig selv.
1
1 6
»Og nu ville vi være glade? Ikke sandt! Det er Fest
programmet. De spiser jo ikke noget! Skal jeg skille
Dem af med Deres Shaw l? — Deres H andsker? . . .
De h a r smukke Hænder — og kønne Øjne! Kunde De
stryge Deres H aar en lille Smule bort fra Panden . . .?
Naa ja! Mands Vilje er Mands Himmerig — og Moden
er Kvindens! Jeg kan alligevel slutte mig til Pandens
Form. Jeg er Maler, Kunstner . . . men hvorfor er De
saa modfalden?«
Hun havde tømt sit Glas. Hun saa paa ham. De fine
Øjenbryn rynkede sig let. Der kom og gik en Skygge
hen over disse Kinder, som savnede den første pure
Ungdom, Friskhed, men ikke savnede en Ynde, som —
naa ja, et noget, som indgyder et nogenlunde godt H jerte
Medfølelse, Medlidenhed og Behag samlet i et.
»Hvorfor er
De
saa alvorlig?« spurgte hun.
»Er jeg? De kan jo høre, at jeg ler. Ræk mig Deres
Haand! Virkelig en smuk Haand — og uden Spor af
det, som de dumme Digtere kalder »Arbejdets Adels
mærke«. Disse fine Fingerspidser er ikke fordæ rvede af
Naalen. Fuldkommen rigtigt! De h a r ofret Dem ganske
til Glædens og Nydelsens Kultus — De er, paa Deres
Maade, en Vestalinde — De h a r
Deres
Ild åt holde ved
lige — og jeg kan kun lykønske Dem til, at De ikke h a r
brændt Fingrene paa den . . . Bliver De vred?«
Hun havde trukket Haanden til sig, og saa’ paa ham,
næsten med F oragt i Blikket. . . .
»Jeg er saa lidt vant til at tale med Damer . . . jeg
æ rg rer mig tidt over mig selv . . . hvis mit Selskab m is
h ag er Dem, beder jeg Dem, ikke et Øjeblik at lade Dem
holde tilbage h er af et m isforstaaet Hensyn til Gæst
friheden. . . .«
»Hvad holder De mig for? Hvorfor vil De have mig
til bedste? Hvorfor beder De mig at gaa, n aar De h a r
opfordret mig til at være Deres Gæst . . . skulde De
virkelig have ondt ved at forstaa, at n aar man f. Eks.
kan fortjene otte K roner om Ugen ved at sy — og n aar
saa en D irektør kommer og byder en, lad os sige
hundred K roner om Maaneden, for at sidde nogle Aften
tim er paa en Stol mellem andre Damer og synge — at
man saa foretrækker det sidste. . . .«
Hun fortalte, at hun ogsaa havde sunget i Udlandet
— i Finland
—
m en at hun pludselig fik H jem ve og
rejste tilbage — fortalte, at hun brugte sin Fritid til
at læse gode Bøger.
. . .
»Hun havde rejst sig og stod med et forlegent-ligegyl-
digt Ansigt, strækkende Armene i Vejret og ud for sig,
om trent som et Barn, der viser, at det er pyntet.
D igteren lo, hævede den ene Lysestage fra Bordet, bad
hende dreje sig, lod Skygge og Lys fordele sig af
vekslende over hendes Ansigt og Figur.
»Men De er jo som om De kunde være en Dryade . . .«
Og videre fortæller Digteren, at den unge Pige pludse-