116 / 272
Drachmann og Edith
187
Ug blev bleg, støttede den ene Haand mod Bordet, søgte
efter Glasset, skød det fra sig, satte sig langsomt ned
og lukkede Øjnene.
»Hvad er der,« spurgte h an urolig.
»Jeg ved ikke . . . Vil De ikke lukke Vinduet op! Det
betyder ingenting . . . det gaar sn art over. . . . Jeg tror,
jeg h a r spist for lidt . . . jeg havde blot Tørst . . . jeg
er ikke vant til det — jeg h a r væ ret uforsigtig.«
Han saa paa hendes Kuvert. Saa greb han Flasken,
som stod foran. Den v ar næsten tømt. »Den fordømte
Champagne — det Gift«, mumlede han. »Og jeg Æsel!
Jeg bæ rer mig ogsaa altid dum t ad!«
Varsomt tager Digteren sig af den rørende ube
hjælpsomme unge Pige, følger hende hjem, maa støtte
hende, næsten bære hende op ad Trapperne til hen
des Bolig paa en anden Sal i en af Vesterbros Side
gader. Han lægger hende varsomt paa Sengen:
»Hent mig en Drik Vand . . . væk ikke den gamle
Kone — derinde — Døren ved Siden af Spisekammeret!
Aa Gud, hvor jeg føler mig skamfuld og mat.«
Han hentede Vand. Der v ar som blæst i det lille Køk
ken _ gav hende at drikke — hun lænede sig tilbage
paa Hovedpuden, stønnede, men dæmpet klagende som
et Barn. . . .
Hun. laa ud strak t paa Ryggen, havde revet Chemi-
setten op i Halsen, søgte at faa Kjolelivet op, lod Hæn
derne afmægtigt synke — og græd ganske stille.
Han tyssede ganske sagte paa hende, og gav sig til
at klæde hende af, besværligt og kejtet, standsende ved
Hægter og Baand, trækkende de sidste fast i gordiske
Knuder, som han atter maatte løse paa Alexanders
Drachmann.
Maade. Værst var det at faa Støvlerne med de mange
Knapper af Fødderne.
Han var fuldt optaget af sit Arbejde, tænkte hverken
paa sig selv eller paa hende, eller paa Stedet, hvor han
befandt sig; tænkte blot paa at faa hende bragt til Ro
i en bekvem Stilling — som man bringer sin Hustru til
Ro, n aar hun er syg. . . . Kun en
Gang slog hun Øjnene op. Og der v ar
en Vrede, næsten et Had i det af
mægtige Blik, som hun sendte denne
fremmede, der stod bøjet over hende,
løsende hendes Klæder, nu og da
med en utaalmodig Grimace, lige til
det inderste Stykke af Kvindens Paa-
klædning.
Han mødte hendes Blik. Han løf
tede hendes Arm, den fine slanke
Arm med den hvide Haand, trykkede
ærbødigt et Kys derpaa, og sagde:
»Sov mit Barn! og tænk om mig, at
jeg er en Læge, der hjæ lper en til
skadekommen.« . . .
Med et dybt befriet Suk sank hun
tilbage paa Puden og sov straks ind.
Og Digteren listede paa Taaspid-
serne ud af Døren, ned ad Trapperne.
(Af Drachm anns Roman
»Med den brede Penselo.)
Kehlets Kafé chantant
1 1 7