195 / 272
Noter og Nyt i
Løb
1890
Bornholm erdamperen »Jarl«.
S to r S ø u l y k k e v ed Bornho lm .
D ansk Rutedamper gaaet ned med
Mand og Mus.
10. Marts.
En Søulykke, som heldigvis h ø rer til de meget sjældne
i danske Farvande, er indtruffet for nogle Dage siden
udfor Bornholm. Rutedamperen »Jarl« er forlist med
Mand og Mus. Den 5te Marts afgik »Jarl« planmæssigt
fra Allinge Kl. I P
/2
Aften, og siden h a r den været for
svundet. Der skal have væ ret 14 P assagerer om Bord.
En anden Damper, »Elisabeth«, som passerede Buten
samtidig, observerede Kl. 1 om Natten i Nærheden af
Hammeren en rød Lanterne, der pludselig forsvandt,
og kort Tid efter drev et P ar Hundrede Kasser forbi
»Elisabeth«. »Jarl« er altsaa rimeligvis gaaet under paa
dette Tidspunkt.
To Dage efter sendte man en Damper ud for at lede
efter Vraget, men der blev ikke fundet nogetsomhelst,
der kunde give yderligere Oplysninger. Rimeligvis h a r
»Jarl« faaet en høj Sø over sig, er kæntret og gaaet til
Bunds med det samme. Det blæste deri Nat en fo r
rygende Storm. De fleste af Besætning og Passagerer
hørte hjemme i Svanneke, og i den lille By og paa Hav
nen flages der nu paa halv Stang.
B ism arck forlader
Kanslerposten I
20.
Marts.
Kanslerkrisen er forbi. Den Bismarck’ske Æra er af
sluttet. Kejseren har modtaget Fyrst Bismarcks Dimis
sion fra alle hans Embeder. Under Krisens Forløb til
spidsede Situationen sig til en fuldstændig personlig
Adskillelse mellem Kejser Wilhelm og det Bismarck’ske
Hus. De lyske Forbundsfyrster har forsøgt al mægle,
men uden Held. De fleste politiske Presseorganer ud
taler sig paa en saadan Maade, at Glæden over Bis
marcks Afsked kan læses mellem Linierne. Kansler-
Embedet skal nu overtages af General Caprivi.
Krigen i den lærde Republik.
»A ristokratisk R ad ikalism e«.
3. Marts.
Der udkæmpes i disse Dage en heftig Strid i vor
hjemlige læ rde Verden, nemlig mellem Dr.
Georg Bran
des
og Prof.
Høffding.
K rigsskuepladsen er T idsskriftet
»Tilskueren« og Striden d reje r sig om »de yderste Ting«,
navnlig om det sidste Form aal for Menneskeslægtens
H istorie og Udviklingens Gang. I en Artikel, der bæ rer
det megetsigende Navn
»Aristokratisk Radikalisme
«,
hævder Brandes, at Udviklingen bedst fuldkommes i de
enkelte, frem ragende, store Individer, medens Høffding
erklæ rer, at Meningen med Tilværelsen bør være et
rimeligt Kvantum Kultur
til det størst mulige Antal
Mennesker, — hvilket
han kalder »Demokra
tisk Radikalisme«. Det
kan vel anses for ret
sikkert, at B randes ikke
helt h a r glemt sig selv,
n aa r han hævder den
store og geniale P erson
ligheds Berettigelse over
for »Kæleriet for den
kompakte Masse«, men
til Gengæld peger Høff
ding paa, at man ikke
skal glæde sig for me
get over Storhederne,
da de som Regel op-
staar paa Bekostning af
de øvrige Menneskers Velfærd. Iøvrigt k alder Høffding
B randes’ Indlæg ukritiske og udvandede.
Parfum de professeur.
Striden føres med stor Lidenskab og er efterhaanden
blevet ret personlig. Prof. Høffding er for Alvor vred
og siger, at B randes nok er en habil L itterat og Æsthe-
tiker, men at h an bør holde sig fra Filosofien. P aa den
anden Side kalder Dr. Brandes Høffding for en P rofes
sor ordinarius, med meget ordinæ re P rofessoregen
skaber, og fortæ ller et helt Eventyr om, hvorledes G ra
tierne
ikke
gav Møde ved Høffdings Vugge paa Grund
af den
parfum de professeur,
hvormed den ondskabs
fulde Fe Karabassa havde bestænket Barnet. I det Hele
synes Høffdings P rofessortitel at virke paa Brandes som
den røde Klud paa enT y r. Til Gengæld m ener Høffding,
at Brandes »fortæ rer sin K raft i usammenhængende
Journalistik og i P roklam ationer af Fænomener, der er
barokke og sygelige«. . . .
Saalunde raser den læ rde Krig. Hvad siger ikke F a
der Holberg:
»Man saa den heele Sal af Syllogismer bæve,
Den salte Sveede af de læ rde P ander rand« . . .
Harald Høffding.
I96