S_Københavnerliv

Vi, derbærer Danmark!

1892

Til Dr. Georg Brandes.

21. Juli.

Min Ven.

For ikke længe siden trykkede vi

hinandens Haand nde paa Skibs-

kirkegaarden i Kjøbenhavn.

Det var, da vi havde fulgt min

gamle Fader til Jorden.

Jeg kan sige Dig, det smærtede

ham dybt, dengang Du og jeg skil

tes. Vi — han og jeg — stod i Grun

den hinanden saa fjærnt gennem

hele Livet. Han var mig for usam

mensat, for positiv, maaske for nøg

tern, Hædersmand, som han levede

Livet, og Helt som han langsomt

døde.

Jeg bøjer mig hverken for Din

Autoritet, hvor begrundet den end

er, dine Kundskaber, hvor mange de

er, din Produktionsævne, der er i

Slægt med min, din Stilling som Fø

rer i den store Falanx af frie og

frelste Mænd. Jeg ved saa omtrent

nu, hvad jeg duer til; og jeg duer

mindst af alt til at være i nogen

Livvagt.

Vi ses maaske — eller rimeligvis

— aldrig mere; det er kun Smaa-

piger og tarvelige Journalister, som

»forsones« igen. Men fra den Dag

derude ved den gamle Professors

Jordfæstelse er jeg Din Ven.

Vi er — højt regnet — et halvt

Hundred Mennesker, som

bærer

dette

Land, og for hvem det er en Lidelse

at bære. De fleste af os holder det

kun akkurat ud at være derhjemme

og »bære«. De, som kan, vandrer ud

— men tager hele Byrden med sig.

Hvad mig angaar, jeg har faaet

min Ungdoms Vikingeskib sat i Søen

igen, og jeg agter at fare.

Vær sikker paa Et: Du skal faa

Fornøjelse af mig, Du og »Menig

heden«. Jeg staar stadigvæk i Gæld

til begge; i størst til Dig.

Leve Danmark; leve Friheden!

Din

Holger Drachmann.

Det nye Raadhus.

19. Juli.

laftes blev Raadhussagen endelig

afgjort. I over to Timer diskuterede

man atter Arkitekt

Nyrops

Plan,

som sidste Mandag gav Anledning

til saa overvættes megen Tale. Det

var iaftes i ganske overvejende Grad

Modstanderne af Planen, som havde

Ordet, og de sparede ikke paa

Krudtet.

Resultatet af de mange Ord var,

at Flertallets Forslag om at lade Hr.

Nyrop

bygge Raadhuset efter den

Plan, han har givet, blev vedtaget

med stor Majoritet.

Til Holger Drachmann.

28. Juli.

Kære Drachmann!

For mig, hvem Din Fader under

ualmindelige Forhold havde vist

sjælden Velvilje og Sympati, men

aldrig havde haft Lejlighed til at til

kendegive de Følelser, han indgød,

var det en Fornødenhed at bevise

ham, hvad man kalder »den sidste

Ære«.

Vi mødtes efter lang Tids Forløb

ved hans Grav, og Du har villet, at

med ham, der gærne havde set alle

frugtbare Kræfter i Danmark for

bundne, skal for bestandig en gam

mel Tvist være begravet. I et smukt

Digt fra Oktober ifjor rakte Du mig

din Haand og trak den paany til

bage. Ved Din Faders Grav rakte

jeg Dig min, og tag min Tak for det

Haandtryk, hvormed Du har grebet

den.

I hvad Du siger om Danmark, er

der en Smule Øjebliks-Overmod. Det

vilde ingensteds se godt ud, om en

Gruppe Mænd gav sig til at hævde,

at det var dem, som

bar

deres

Land.

Tidligt var Du lovende, som det

kaldes. Du er i anden Forstand lo

vende endnu. Ingen har fra først af

haft mere Glæde af at se Dine Æv-

ner spire og vokse end jeg. Ingen vil

det volde mere Glæde at se Dig

fremdeles vokse og vinde som Per

sonlighed og som Kunstner.

Din

Georg Brandes.

Levende Fotografier.

August.

Cirkushaven foreviser i disse Dage

en Samling

leuende Fotografier.

Ved

Hjælp af et halvt Hundrede sam

menhængende Øjebliksfotografier er

det lykkedes at præstere adskillige

ganske vellykkede Portræter af Dyr

og Mennesker i den lebendigste Be

vægelse. Man ser en Hund i fuld

Fart med viftende Hale og Tungen

ud af Halsen, og det pudsigste er, at

den ikke kommer ud af Stedet; thi

det er jo kun selve Bevægelsen, der

gengives, ikke Stedforandringen.

P ro fe sso r A . G. D ra c h m a n n .

Anders Georg Drachmann.

3. Juli.

Professor, Dr. med. A. G.

Drachmann

døde igaar Mor

ges. Han var født 1810 og vilde

i Efteraaret have fyldt sit 82de

Aar.

Det er et betydeligt, i bedste

Forstand menneskeligt Liv,

fuldt af mandigt Arbejde og

mandig Livsglæde, der slukkes

med gamle Professor

Drach

mann.

Med utrættelig Flid ar

bejdede den unge Kirurgus

paa at fylde Hullerne i sin

Viden, han naaede at blive en

almindelig afholdt og i sit sær

lige ortopædiske Fag oprigtig

anerkendt Kollega af de mange

fremragende Læger, han kom

i Berøring med. Hans Virk

somhed for Sundhedspleje,

Skolehygiejne og Gymnastik,

især Syge- og Kvindegymna

stik, vil være kendt i vide

Kredse.

Han var et sjældent elske

ligt Menneske. Hvor han var

Læge, var han ogsaa Ven.

Selv blandt Meningsmodstan

dere taalte man meget af den

selvstændige, frit tænkende og

lunt overlegne Oppositions

mand. Han indbød ikke til

Lovtaler, paa en Gang beske

den og dog paaholdende paa

sin Ære med lidt af en

self-

made-man s

Mistænksomhed,

som han var.

243