246 / 272
Da Øksen faldt for sidste Gang!
1892
Dømt til Døden.
30. Juni.
For tredie Gang er Tugthusfangen
J ens N i e l s e n demt til Døden for
Forsøg paa Mord.
Jens Nielsen er født i Jyderup paa
Sjælland den 21. November 1862; han
er saaledes, 3 Gange domt fra Livet,
endnu ikke 30 Aar gammel. Det er i
Straffeanstalten, han i Lebet af 8 Aar
har erhvervet de tre Dødsdomme for
Mordforsøg paa Fængselsbetjente.
Han forklarer selv, at Motivet er
Had til Samfundet og endnu mere Ræd
sel for det evige ensomme Fængsel.
7. Oktober.
Højesteret stadfæstede i Gaar Døds
dommen over Jens Nielsen.
A lt papat til
Henrettelsen.
Horsens, 7. November.
En af de Første, der imorges var
paa Benene i Horsens Tugthus, var
Hr.
Sejstrup
og hans Rakkerknægt.
I et Materialskur havde Bøddelen
hensat Blok og Økse. Disse Redska
ber bar han nu ind i Tugthusets
vestlige lille Gaard.
Denne Gaard, der er 40 Alen lang
og 25 Alen bred, er paa de 3 Sider
omgivet af høje Fængselslænger,
hvis tilgitrede Vinduer giver Pladsen
et lidet hyggeligt Udseende.
Henover Gaarden, der ellers bru
ges til Kuloplag, var der om Aftenen
strøet et Læs gult Sand.
Jens Nielsen lægger koldblodigt HovedetpaaBlokken,
En rystende Begivenhed, der vel nok bliver den sidste i sin Slags i Danmark.
Horsens, 7. November.
D
a alt var i Orden, og der var ble
vet dødsstille i Gaarden og bag
Væggene, gav Borgmesteren et Tegn.
Sejstrup
trak Frakken af og lagde
den henover en Trækasse, saaledes
at Klædningsstykket dækkede Øksen.
Derpaa aabnedes den vestlige Dør,
og alle Blikke rettedes mod den
Dødsdømte.
Staaende mellem fire solide Fange
vogtere syntes
Jens Nielsen
lille som
et Barn. Han var ligbleg, og hans
uredte Haar gav ham et forvildet
Udtryk. Han var iført Fangedragt:
graa Trøje, kort Vest, Knæbenklæ
der, graa Strømper og Filttøfler,
som han selv havde lavet. Saa snart
han traadte ud, søgte hans Blik op
over Murene, hvorfra en svag Mum
len røbede Fangernes Interesse.
Et pinligt Optrin.
Den Dødsdømte springer bort fra Præsten.
Idet Borgmesteren nu vilde tale,
kom det til et Optrin, som imellem
de Tilstedeværende vakte en usigelig
Bestyrtelse.
Pastor
Haffstrøm,
der hidtil havde
holdt sig i Baggrunden, traadte
nemlig hen til Fangen og sagde til
ham i en stærkt bevæget Tone: »Din
sidste Time er . . .«
Fangen hørte ikke mere, før han
som stukket af en Giftsnog sprang i
Vejret, smuttede mellem to Betjente
og løb 7—8 Skridt til Siden, idet han
med hæs Røst raabte: »Jeg har intet
at tale med Dem om, ti!«
Dette pludselige Udbrud forskræk
kede Forsamlingen, navnlig Rakker
knægten, der ængstelig trykkede sig
op ad Muren. Men Sejstrup bevarede
sin Ro og greb til Øksen. Hvad
kunde der ikke være sket, om Jens
Nielsen havde sønderrevet Bast-
baandene og grebet Bødlens Vaaben.
Præsten, der var bleven ligbleg,
nærmede sig igen og sagde: »Maa
jeg da bringe Dig en Hilsen fra Din
Søster.« Herpaa svarede Jens Niel
sen ikke, men han blev først rolig,
da han med sine blodunderløbne
Øjne saa, at Præsten fjærnede sig.
De sidste rædselsfulde
Øjeblikke.
Borgmesteren traadte nu frem for
Fangen:
»Nu forinden Deres Livslys sluk
kes,« sagde han højtideligt, »spørger
jeg Dem, om De vil høre Præstens
Ord.«
Jens Nielsen (højt): »Nej.«
Borgmesteren (idet han lægger
sine Hænder paa Fangens Skuldre):
»Saa Gud være med Dem da. Far
vel!«
Jens Nielsen: »Tak, Hr. Borg
mester o g
Farvel!«
Borgmesteren (til Bødlen): »Vil De
gøre Deres Pligt!«
Et tragi-komisk Sekund.
Tiltrods for det alvorlige i Situa
tionen lykkedes det for et Øjeblik
Hr. Sejstrup at give Handlingen et
komisk Skær. Sejstrup, der ligesom
den ængstelige Rakkerknægt var i
civil Dragt, bukkede sig nemlig høf
ligt mod Jens Nielsen og sagde:
»Vær’ saa artig!«
S karpretteren S e jstrup h y g g e r sig i sit H je m .
Jens Nielsen sprang selv hen til
Blokken.
Og Jens Nielsen lod sig ikke nøde.
Han formelig sprang hen til Plan
ken, lagde sig paa langs, sprællede
lidt med Benene for at komme rig
tig op, og trykkede derpaa Hagen
ned i Falsen. For Bødlen, der ikke
havde givet ham Bind for Øjnene,
var der ikke andet at gøre end at
lægge Bøjlen om hans Nakke. Det
Hele varede ikke en Hundreddel af
et Minut.
Der herskede i Gaarden en Stilhed
som paa Bunden af en Brønd. Fan
gen laa udstrakt med Ryggen opad,
rolig som en Mus. Hans ene Filtsko
var faldet paa Jorden; mekanisk tog
en Betjent den op og holdt den i sin
Haand, medens alle Øjne, rundt om
op over Murfladen og helt op til
Tagskægget kun saa’ en eneste Ting,
en hvid Stribe: Delinkventens mel
lem to Jærnbøjler fremstrakte Hals.
Og Øksen falder.
Og langsomt over denne Hals hæ
vede sig en vældig bred, blinkende
Økse, til den pludselig faldt og over
skår et Hovede fra en Krop. Klok
ken Var da 7,15. . . .
Der kom ikke ret meget Blod; kun
et Par Draaber var at opdage i det
gule Grus. . . .
(Henrik Cavlings Referat.)
247