249 / 272
i893
„Magdalene“ og Politiet
L iebm an og F ru G jørling som F ran z og A delheide.
Goethe i Jernbanegade.
3.
Januar.
Den ideelt anlagte Direktør
Riis Knudsen
opførte i
Aftes paa Dagmarteatret »Gotz von Berlichingen« i
P. A.
Rosenborgs
Oversættelse og Bearbejdelse, — en aner
kendelsesværdig Opgave, der nok vil bringe Laurbær
men næppe fulde Iiuse. Fremstillingen var gennem
arbejdet og dygtig, skønt
Alfred Moller
som Gotz mang
lede Liv og Nuancering. Blandt de andre Rollehavende
maa nævnes den unge
Robert Schyberg,
Hr.
Liebman,
Fru
Gjørling
og Hr.
Martinius Nielsen,
der spillede
meget dæmpet og diskret. I det Hele var Tonen denne
Gang fri for den overvættes Voldsomhed i Bevægelser
og Raab, som Jernbanegade ellers hyppigt runger af.
Professor Phister drager Sværdet.
»Et Nødværge«.
10. Januar.
I Gaar er der udkommet en Piece af selve Professor
Phister
til Tilbagevisning af de Beskyldninger og An
greb, som Fru
Heiberg
har rettet imod den gamle Kunst
ner i sine, man kan vel snart sige: berygtede »Erindrin
ger«. Med en Klarhed og Vittighed, der er beundrings
værdig hos en 85-aarig Mand, gennemgaar han Fru
Fleibergs »Plukommelsesfejl«, og det er ikke Smaating,
man ved denne Lejlighed faar at vide. Den gamle Kunst
ners jævne Forsvarsskrift bør ikke forbigaas af nogen,
der har læst Fru Heibergs saa raffineret sammenstillede
Erindringer.
Litterære Studier.
Dr.
Sophus Schandorph
aflagde i Aftes et Besøg paa
en halv Times Tid i det gemytlige Etablissement
»Kisten«. Han vilde gøre Studier til en ny Roman, som
han har under Arbejde. Digteren syntes levende tilfreds
med, hvad han saa og hørte, skønt det hverken var
Goethe eller bodfærdige Magdalener.
Gustav Esmanns nye Drama,
„Magdalene“, paa Kasino.
En stærk Kritik af Sædelighedspolitiet,
og en original, betagende Slutscene.
12. Januar.
Saa oprandt da endelig Premieren paa
Gustav Es
manns
med saa megen Interesse imødesete Samfunds
skildring »Magdalene« paa Kasino. I en Art Hogarth’sk
Billedrække fremstiller Forfatteren en ung Pige, der
forføres, bortvises fra sit Hjem og kommer i Kløerne
paa Sædelighedspolitiet, skønt hun er sin Elsker saa tro
som en Ægtehustru. Forfatteren paaviser her en Brøst
i vor Lovgivning og antyder, at det københavnske Sæde
lighedspoliti ofte optræder med unødvendig Brutalitet.
Den mystiske Person.
Stykkets Slutning er original og gribende. Ved Hjælp
af en Veninde, der er sunket adskillige Grader dybere
end hun selv, bliver Stykkets unge Heltinde til Slut
»frelst« af en mystisk Person, — et Sindbillede paa Hu
maniteten, — der vises i Skikkelse af en Gaardmissio-
nær. Medens Missionærens lille Gaardmenighed synger,
viser han sig i den unge Piges Stue, taler Barmhjertig
hedens og Forsoningens Ord til de Omstaaende og tager
den unge Pige med
sig. . . .
Stykket
vakte
stort Bifald. Fru
Orlamundt
spille
de den unge Pige
med stor Dygtig
hed, og Fru
From
var
fortræffelig
som hendes »frel
ste« Veninde. Med
god Maske og i
rigtigt Tempo gav
Hr.
Ivar Schmidt
den store Kvinde-
forfører. Der var
mange Fremkal
delser, ogsaa af
W ilh . W ieh e før
og
efter P olitifo rbu d et.
Forfatteren.
Politiet og Esmanns »Magdalene«.
P o litid ire k tø re n k an ikk e lide S tykk et.
15. Januar.
Politiet viser
Esmanns
Stykke en smigrende Opmærk
somhed. Første Aften var Inspektør
Korn
til Stede;
anden Aften var det Inspektør
Theodor Petersen,
der
benyttede Fribilletten, Og saa i Forgaars kom selveste
Politidirektør
Eugen Petersen.
Resultatet af hans Besøg
var en Tilsigelse til Kasinos »Kassedirektør«
Sander
(populært kaldet Kassander), overfor hvem Politidirek
tøren udtalte sin største Misbilligelse af »Magdalene«,
hvori man jo taler direkte nedsættende om hans Sæde
lighedspoliti. Dette vilde han dog sætte sig ud over,
men til Gengæld forlangte han, at Hr.
Wilh. Wiehe,
der
spiller den mystiske Gaardmissionær, skulde tage et
andet Ansigt paa. Hr. Wiehe havde øjensynlig anlagt en
Kristusmaske, og hvis denne ikke forsvandt, vilde Ka
sino omgaaende miste sin Bevilling.
Hr. Wiehe har adlydt Ordren. Paa vedføjede Teg
ning kan man se Resultatet.
2 J O