Cirk. ang. Lov om Ferie med Løn.
237
1939.
regnes med Arbejde af kortere Varighed end 1 Uge (6 Ar-28Marts,
bejdsdage). En beskæftiget har altsaa erhvervet Ferieret Nr. 38.
overfor en Virksomhed, naar han har arbejdet i Virksom
heden i 6 sammenhængende Arbejdsdage, og medens selv
stændige Arbejdsperioder af kortere Varighed end 6 sammen
hængende Dage ikke giver Ferieret, omfatter en allerede er
hvervet Ferieret samtlige de Dage, i hvilke paagældende i
umiddelbar Fortsættelse af en 6 Dages Arbejdsperiode ar
bejder i Virksomheden. Da Ferieretten erhverves ved 6 Dages
sammenhængende Arbejde i en Virksomhed, kan en beskæf
tiget i Aarets Løb erhverve Ferieret overfor en Kække for
skellige Virksomheder, saaledes at den Ferie (og Feriegodt
gørelse), han i den følgende Sommer har Krav paa, er ind
tjent gennem flere forskellige Arbejdsforhold.
Som
Afbrydelse
af Tjenesten i Henseende til Erhvervelse
af Ferieret betragtes ifølge Lovens § 2, Stk. 2, ikke saadanne
Fraværelser fra Arbejdet, som skyldes Sygdom, Ulykkestil
fælde, midlertidig Arbejdsstandsning af driftsmæssige Hen
syn m. v. Det bemærkes herved, at der ved midlertidige
Arbejdsstandsninger af driftsmæssige Hensyn ikke blot for
staas isolerede Arbejdsstandsninger, men ogsaa permanente
Indskrænkninger i Arbejdsdagenes Antal, saaledes f. Eks.
hvor en Virksomhed — eventuelt for en Gruppe Arbejderes
Vedkommende — har indført forkortede Arbejdsuger, eller
ved Nødhjælpsarbejder, hvor en ugentlig Arbejdstid af 36
Timer ikke fordeles paa samtlige Ugens Hverdage.
Reglen om, at der ikke regnes med Arbejde af kortere
Varighed end 1 Uge (6 Arbejdsdage), betyder, at de beskæf
tigede ikke har
Krav
paa Ferie, forinden de har udført Arbejde
i 6 sammenhængende Dage, men udelukker ikke, at der —-
saaledes som det i vidt Omfang er hjemlet ved de foran
nævnte kollektive Ferieoverenskomster — kan gives de be
skæftigede Ret til Ferie og Feriegodtgørelse ved Arbejde af
endnu kortere Varighed.
Endelig er der i Medfør af den i Lovens § 2, Stk. 3 inde
holdte Regel angaaende Løsarbejderes Ferieret ved Social
ministeriets Bekendtgørelse af 29. Juni 1938, Afsnit II,