78 / 283
7 6
TORBEN EJLERSEN
ikke, men Pfeiffer førte stensaven i sommeren 1766. I marts det
følgende år overlod direktionen stenhuggermesteren som den »mode
rateste« tilbudsgiver at sørge for »dend Marmor Grund der skall
lægges omkring Statuen«; 3000 rdl. var prisen for materialer og ar
bejdsindsats, senere forhøjet med 400 rdl. Det drejede sig om hvid,
italiensk marmor, sorte, brabantske fliser og norsk marmor til afvi
sersten, hvilket Pfeiffer anskaffede i 1768.88 Forinden havde han sik
ret sig kongens bevilling til fortsat at lade sit værktøj fremstille og
sætte i stand på eget værksted i Amaliegade, efter at smedelavet
havde følt sig gået for nær i dets rettigheder.89
Mens Sally modellerede, og Pierre Gor forberedte støbningen, stil
lede Pfeiffer piedestalen op og kunne aflevere den færdig til Asiatisk
Kompagni den 25. juli 1768, hvorpå direktørerne hastede med dagen
efter at fortælle generalforsamlingen, at det var »et Arbeide af dend
største Fuldkommenhed«.90 Den opmuntring var dem vel undt! Sta
tuen kunne derefter under stor festivitas og med opbydelse af sand
teknisk snilde transporteres til Amalienborg og placeres på sit funda
ment. Skjult her bag brædder og materialer - og milepæle —cisele
rede man rytter og hest, mens stenhuggerne lagde gangens mosaik.
Det forløb ikke uden gnidninger mellem Saly og Pfeiffer; denne
ønskede ikke fortsat at være under franskmandens overopsyn, hvilket
direktionen blot ikke kunne tage til følge.91
Samarbejdet mellem den selvbevidste kunstner og håndværkeren,
der nu syntes svækket på helbredet,92 fortsatte, men Pfeiffer skulle
ikke opleve det færdige kongemonument, ej heller det pinagtige opgør
i Asiatisk Kompagni, da statuens pris kom for dagen. Enkemadam
Pfeiffer påtog sig ved sin mestersvend den resterende brolægning om
kring piedestalen samt opsætningen af 32 afvisersten.93
Købmandsdatteren Anna Hedevig Wittrog og Johan Pfeiffer var
blevet viet den 24. januar 1761 . Det blev hans 2. ægteskab og ikke
barnløst som det tidligere. Brylluppet stod i Amaliegade, hvor bruden
dagen efter nedkom med en datter. En søn og endnu en datter øge
de familiens tal. For disse børn stod købmænd og skrivere faddere,
mens Bæseckefamilien mest havde søgt kontakt med folk fra bygge
virksomhed.94