![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0073.jpg)
STENHUGGERNE BÆSECKE OG PFEIFFER
71
skulle sikre det daglige brød, dels at gården i Amaliegade krævede
sit ved terminerne. Stenhuggermesteren forudså i sit bønskrift sin
fuldstændige forarmelse og fordærv - og det øjeblikkelig.
Frederik V tog det med passende majestætisk ro, og først i sep
tember lod kongen Pfeiffers ansøgning forelægge Frederikskirkens
bygningskommission. Inden dennes forestilling om sagen kunne udar
bejdes, havde man også inddraget kirkens arkitekt, Nicolas-Henri
Jardin, uden at Pfeiffer synes at være kommet i klemme ved decem
ber termin 1759. Jardin frygtede strid mellem Fortling, som hidtil
havde været alene om det stenhuggermæssige, og Pfeiffer, eller mellem
deres svende. Jardin foreslog dog efter nogen overvejelse, at Pfeiffer
blev overdraget
af arbejdet ved kirken, hvilket fik kongelig god
kendelse; men skortede det på den »fornødne Eenighed og Storlig
hed«, står der i resolutionen, måtte ansøgeren se i øjnene, at han fra
»Friedrichs Kirkes Steenhugger Arbeidets Nydelse, een for alle Gang
afviises«.63
A f kirkens bygningsregnskab fremgår det, at Pfeiffer og hans
mandskab lagde ud den 22. april 1760.64 Da det allerede få uger
efter blev konstateret, at svendene løb fra den ene mester til den
anden og derved skabte uro, præciseredes Pfeiffers trediedel af ar
bejdet til højst at måtte omfatte 1 5 - 1 6 svende. I juli forhøjedes
hans andel af stenhuggerentreprisen imidlertid til halvdelen, og kon
gen må således være blevet tilfreds med den nyansatte mester.65
Samme holdning gav sig endvidere udslag i Pfeiffers udnævnelse til
hofstenhugger den 26. november 1761, måske befordret ved hof
stenhugger Fortlings død i juli.66 I øvrigt var Pfeiffer ikke alene på
byggepladsen, da også August Braun var blevet tildelt den fornemme
titel.
År efter år op igennem 1760’eme sled nu Pfeiffer ved Frederiks-
kirken; men han var ikke deltager i nogen himmelflugt. Uendelig
trægt hævede marmormurene sig, thi nu var det ikke kun en be
klædning med dette materiale, for omsider i 1 77 ° at blive bragt til
standsning i godt 20 meters højde.67 Det var, som om bygningen kun
sank, når de talrige murere, stenhuggere og udskrevne soldater lagde
blok på blok. Den 30. november 1770 klatrede Pfeiffer, hans polerer,
16 svende, 4 »store« og 3 »små« lærlinge ned fra stilladserne til et af
dansk bygningshistories mest ambitiøse projekter.68