69 / 283
STENHUGGERNE BÆSECKE OG PFEIFFER
67
fik »Perle Farve« naturligvis, men der er ikke tale om forgyldning.
Den dukker først senere op i bygningen. Karmarch fik desuden tid
til et bord »massered og mahlet med Blomster«. Informator, det vil
sige tegnelærer, ved Kunstakademiet siden 1751 Emst Heinrich
Løffler præsenterede sin regning for »Tapehten Mahlerey« i 2
»Stuben«, hvor han udførte »6 grosse und 6 kleinere welche den
Bezug ausmachen«. For »4 Dier (Dør?) Sticke« forlangte han sig be
talt med 3 rdl. stykket.53 Forinden havde tapetserer Niels Jensen
opsat voksdug og ubleget lærred.
Det er førende håndværksmestre, flere med hoftitel knyttet til
navnet, som sætter hinanden stævne bag Amaliegadefacaden. Og
det er langt fra det eneste sted; gang på gang arbejder de ved samme
byggeri eller hos hinanden, hvorved Frederiksstaden får en helt pro
vinsiel tone. En Eigtved-klike tilmed, som Pfeiffer kunne følge fra
sin lejlighed på 1. sal hos bødker Jan Jansen i Amaliegade 1 1 , mens
Bæsecke sandsynligvis holdt til i baghuset ved Amaliegade 15.54
Byggeriets omkostninger kan ikke beregnes eksakt for Amaliegade-
gårdene. De bevarede regninger angår blot det, som stod i forbin
delse med boopgørelsen efter Bæsecke i 1756, og bliver for begge
gårde ca. 5500 rdl. Hvad der tidligere er blevet betalt af bygherrerne
kan ikke konstateres, og deres egen arbejdsindsats kan heller ikke
udmøntes i rigsdaler og skilling; dertil kommer, at Amaliegade 15
blev gjort færdig af en ny ejer, således at regnskabet yderligere slø
res. Men en brandtaksation og en prioritetsvurdering giver den om
trentlige byggesum: 15000 rdl. for Amaliegade 15 og 17500 rdl. for
Amaliegade 17. Dermed var gårdene rykket op i den dyrere klasse.55
Stenhuggermestrene lånte i fællesskab 15000 rdl. til opførelsen i Land-
militæretatens Pensionskasse; det var her Joseph Zuber kautione
rede.56 Pfeiffers svigermoder, Anna Sophia Wachsmuhten, stillede
1200 rdl. på højkant til byggeriet, mens Pfeiffer alene fik 800 rdl.
fra Holmens Kirkes Fattigskoles midler.57 For det resterende kan der
ikke gøres rede, men det klarede bygherrerne vel af egen lomme.
3. juledag 1755 blev Bæsecke syg, og der måtte tilkaldes læge. Trods
dennes anstrengelser gik det sikkert ned ad bakke med stenhuggerme
steren, og det har måske fremkaldt regnskabsopgørelsen af 3. januar
1756. Svindsoten bed sig fast, og den 16. marts måtte Pfeiffer an-
5*