72 / 283
70
TORBEN EJLERSEN
Bæseckes gård blev solgt på auktion den 25. juni for 9002 rdl. til
sukkerraffinadør og prokurator Jochum Friedrich Buus,59 efter at
Pfeiffer ved en tidligere lejlighed havde budt 7210 rdl., hvilket var
10 rdl. mere end auktionsvurderingen. Da dødsboet var gjort op,
kunne der udbetales 123 rdl. 2 mk. 24 / 5 sk. til enearvingen Catha
rina Margaretha; Bæseckes jordiske regnskab gav dermed lidt mere
end en stenhuggersvends årsløn i overskud.
J. F. Buus færdiggjorde Amaliegade 15, og der var senest i 1762
fuldt udlejet også i nabogården.60 I Amaliegade 15 befandt ejeren
sig i stueetagen med hustru, 2 børn, en søster samt tjenestepige. Den
preussiske gesandt havde på 1. sal netop afløst sin svenske kollega.61
En enkefrue af borgerskabet sad i kælderen med tjenstepige og med
2 murersvende som logerende. Amaliegade 17 husede den atter gifte
Pfeiffer, hustru, 2 døtre, 2 tjenestepiger - og Bæseckes da 11-årige
datter, en rørende fortsættelse af kompagniskabet! Også gehejme-
rådinde Destignon, 2 »Frolein« samt 8 andre personer boede der;
fruen uden tvivl på 1. salen. Under valmtaget med de glaserede
sten til gaden fandt kort og godt forskellige sociale lag husly, men
ikke uden en vis orden i placeringen.62
3. /.
P. Pfeiffers senere virksomhed
Mens 1730 ’rnes og 1740’rnes københavnske byggeaktivitet havde
haft sit centrum ved Slotsholmen, forskubbedes den i de følgende
årtier til Frederiksstaden, hvor tre hver på sin måde omfattende pro
jekter søgtes realiseret i så at sige bredde, højde og intensitet, hen
holdsvis det adelige og borgerlige boligbyggeri samt hospitalet, den
nye kirke og endelig Frederik V ’s rytterstatue midt i det hele. Alle
steder fandt Pfeiffer beskæftigelse.
Efter arbejdet på Levetzaus palæ og Frederiks Hospital, som også
Bæsecke nåede at deltage i, synes Pfeiffer at være kommet i vindstille.
I juli 1759 greb han da til den traditionelle udvej og stilede et brev
til majestæten, hvori han i yderst underdanige vendinger, som det
var tidens brug, anmodede om at blive tildelt noget stenhugger-
arbejde ved Frederikskirken, som på dette tidspunkt havde stået un
der opførelse i en halv snes år. Pfeiffers bistand havde som bekendt
tidligere kun været af konsulentmæssig art, da man drøftede mur
værkets beklædning. Pfeiffer begrundede sit ønske med, at han dels