98 / 185
92
At Kronen handlede saaledes, havde sin Grund i, at den
ikke rolig kunde se dette befæstede Punkt og vigtige Handels
centrum som et stedse mægtigere Vaaben i Kirkens Hænder.
Kannikerne i Roskilde nedlagde strax Protest mod Kongens
Handlemaade; men Kongen truede dem med at ville inddrage
alle Kapitlets og Bispesædets andre Jordbesiddelser, dersom
de ikke faldt tilføje. Sagen faldt derefter en Tidlang til Ro;
men den ulmede stadig som en Glød under Asken, kun ven
tende paa Luft for at bryde ud i Flamme. Flere efterfølgende
Bisper gjorde Indsigelse og krævede Kirkens Ret til Godset
fastholdt ved det næste Kongeskifte. Der skete imidlertid
ingen Forandring. Christiern d. i. maatte forinden sit Valg
til Konge love at bringe Sagen for Rigsraadet til Paakendelse.
Hvorvidt dette skete ses ikke. Bispestolen synes at være
bleven holdt hen med Indrømmelser og Løfter for at forhale
en retslig Afgørelse. Der er en Mulighed for, at den har
havt Strandretten paa Kysten; thi Erkediakonen af Roskilde
var, sammen med Amtmanden og dennes Kansler, tilstede i
Warnemunde ved Salget af et Skib, der var fundet som Vrag
ved K a stru p Knæ i Øresund og ved Salget indbragte 40
Mark danske1).
Endelig opstod den
Retsstrid mellem Kronen og K irken
,
som gjorde en Ende paa Spørgsmaalet om hvem Lenet skulde
tilhøre, paa Foranledning af Kong Hans. I Novbr. 1493 lod
Kongen for Støffuens (nu Sokkelund) Herredsthing og i Ja
nuar n. A. tillige for Sjællands Landsthing optage Things-
vidne af 12 Mænd om, at Kronens Ret til Kjøbenhavns Slot
og «Amage byrket» med Tilliggende ikke i 60 Aar havde
været paaanket paa Thinge af Kirken, samt om, at der i sin
Tid var gaaet Nævn mellem Kirken og Kronen om denne
Sag og at dette Nævn havde svoret Godset til Kronen. Ved
dette Skridt vaktes Kirkemyndighedernes Harme; Gløden, der
længe havde ulmet, fik Luft. For Landsthinget fremstod en
af Roskildestolens Kanniker og vidnede, at Kong Erik af
Pommern ved Biskop Peders Død uden Lov og Dom, men
med Voldsmagt, havde taget Lenet i Besiddelse og at Kronen
9
Bilag X V II.