54 / 73
keøje opdagede hu rtig t Rettelsen. H an skrev en
skarp Billet til Formanden (Schepelern): »N aar du
og jeg er naaet til Enighed om noget, har ingen i
Verden Lov til at ændre noget deri.« Synderen
m aatte op til Formanden og fik Besked om at gøre
Professoren sin bedste Undskyldning. Han gjorde
det med stor Ruelse over sin Egenraadighed, og
fik naturligvis den elskværdigste Modtagelse. Men
— sligt gjorde man aldrig mere!
I den G rad var Madsen med i alle Enkeltheder.
Tro i det mindste! Det kend tes ogsaa, naar han
om Søndagen var ude »paa Inspektion«. Han hav?
de paataget sig at aflægge Besøg af og til i Søn?
dagsskolerne for at undersøge, hvilken Føde de
smaa fik af Forstanderen og »Lærerne«. (Damerne
havde deres eget Tilsyn, Frk. Betty Clausen). Vi
rystede naturligvis lidt, naar Professoren pludselig
dukkede op i Lokalet og ly ttende gik fra Klasse
til Klasse (d. e. Gruppe). Ikke alle vidste, hvor
mild og overbærende han i V irkeligheden var. —
Mangen Søndag Eftermiddag, som ellers kunde
være tilbragt paa anden Maade, ofrede han i Aa?
renes Løb paa dette A rbejde, som havde hans
store K æ rlig h e d .------------
50