23 / 537
H of og H ofliv u n d er K ong F re d e rik III
13
Fiskeret, men da Kongen og Dronningen hørte om Uhel
det med Suppen, opgav de at vente længere og kørte
afsted til Hirschholm. Kammerherrerne Schultz og
Rathlow, der netop stod og glædede sig til deres Frokost,
fik i sidste Øjeblik Besked om de Kongeliges Afrejse og
maatte styrte fastende afsted for at indhente deres Her
skab.
Tilbage var Generalinde Claus Ahlefeldt med sin Pige
og tre Tjenere. De skulde til København, og tog den der
for mere med Ro, saaledes at de kunde naa at faa deres
Morgenmaaltid. Paa Vejen hjem blev de imidlertid alle
meget syge med saa voldsomme Smerter, at de troede,
de skulde dø. Ogsaa Mejersken og hendes Slægtning, som
havde spist af Retten, blev saa syge, at de i nogle Dage
maatte gaa i Seng.
Ingen kunde tænke sig Grunden, men da to Dage efter
Kammerherre Rathlow med Bygningsinspektøren, Hr.
Bendix, atter var paa Dronninggaard og bleve beværtede
med Mad, hvortil der var anvendt det samme Mel, som
Mejersken den 4. havde faaet hos Lortie, blev de ligeledes
syge. En Undersøgelse blev sat i Gang, og det viste sig
da, at Lortie havde taget med derud en svensk Haandlan-
ger, som »unerachtet es nachmals befunden, dass er in
dieser Stadt elilich verheirahtet war«, alligevel havde haft
et stygt Kvindemenneske inde paa sit Kammer og i det
hele taget havde opført sig saaledes, at Mejersken k ra f
tigt havde maattet irettesætte ham. I Forhørene 21.—26.
September nægtede Svenskeren først, men indrømmede
senere, at han havde blandet lidt Kalk i det Mel, han
havde givet Mejersken. Melet undersøgtes af Livlægerne
og andre Laboranter, og det viste sig, at Pulveret, Sven
skeren havde blandet i Melet, ikke var Kalk, men Arsenik.
Sagen blev derefter overgivet til Generalprokureuren, og
sikkert er det Svenskeren og Lortie, der senere nævnes
som Fanger i det blaa Taarn.