132 / 203
Hans Sode Madsen
mangler endnu én barak (gymnastik-), men de andre er til dels fær
dige - fra snedkerens side da.
Vi er i færd med at male. 3 mand spartler og sliber, 4 mand maler.
Det går dog ikke uden effektivt tilsyn. Ellers bestiller de intet, maler
bøtterne skal holdes i orden, penslerne ligeså, og det skal siges
hver
dag, til hver mand, og man skal se efter, om det er gjort. Det er det
nemlig ikke. Det glemmer de.
Men det skrider da fremad. Vi skal have sløjdsal og badstue færdig
- og vi skulle også have lokale til at undervise i. Det viser sig sikkert
praktisk uigennemførligt at bruge spisestuen til undervisning uden
rent undtagelsesvis. Der skal jo vaskes og gøres i stand og dækkes op
og tages ud fem gange om dagen. Og der skal jo også være et sted at
være for det hold, der har fritime.
Vi har plantet en del birketræer, og vi får for hver barak lidt mere
skik på omgivelserne.
Et par mand er rejst —gået i arbejde. En er rejst fordi vist det op
sparede beløb brændte ham i tankerne. Han angav ikke nogen grund,
men herom er indsendt særlige beretninger.
Der er intet passeret i ugens løb af særlige begivenheder. Pum
pen har været i stykker, og det er svært at få afløb, da sivebrøn
den modtager lige så meget vand som den rigtige brønd (fra
neden) og derfor fyldes. Hvordan skal det mon gå, når vi skal
bade.
Vi venter på varmtvandsinstallationen i badebarakken. Gruekedlen
er stillet op.
Vi skulle efter ordre fra Folkekøkkenet købe kartofler lokalt forle
den dag. Det er jo en kartoffelegn, vi er på. Men ingen af bønderne
havde nogle. (De sælger dem alle om efteråret og køber så selv i pun-
devis). Vi ringede ni steder, også til købmand, materialist og kolonial
handel. De havde ikke 100 pund, de købte selv —i København for
modentlig. Derefter til 2 gartnere - heller ingen. Endelig fandt vi én:
han havde kartofler, mange endda. Men han var næsvis i telefonen.
Vi ville sende bud - men »han ville sgu ikke skrive kvittering for 5
kroners skyld«. - Da jeg ikke kan udbetale penge uden at få bilag, så
svandt også den chance. Så ringede vi til borgmesteren. Det gør man
altid i sådan en lille by. —Det har vi gjort før. Han skaffede os kar
tofler.
1 3 2