140 / 203
stadig har det sidste ord, vil det være urigtigt at undlade en fremstil
ling af begivenhederne, fordi de
er
passerede.
E., cyklebud, uvillig og tvær, havde flere gange været »på tværs«
af økonomaen. (Også af os andre). Der har været mindre skærmyds
ler før, men vi havde altid fået det til at glide. Da han imidlertid igen
søgte at provokere spektakler frem (ved at drille et usædvanligt flinkt
køkkenhold) og blev afvist, da han optrådte på svinsk og sjofel måde
(han viste sjofle tegninger frem i køkkenet for at genere økonomaen),
fik han anmodning om at rejse. Der blev fra enkelt side krævet elev
rådsindgriben. Der blev holdt møde. En enkelt elev, S., var blevet
»droppet« som elevrådsformand af eleverne, skulle skaffe sig platform
for ny magt, førte ordet. Han krævede, at man vedtog, at der skulle
ydes en gensidig undskyldning (fordi E. var blevet smidt ud af køk
kenet). Jeg afviste. Der var kun den løsning, jeg havde anvist. Nyt
møde. Vi lod dem løbe linen ud. S. talte og talte, man vedtog og
stemte, sproget blev vildere og vildere. Det blev aften. E. fik lov at
blive natten over, da der ikke gik tog. Næste dag gik han stille og tog
del i arbejdet. Han ventede absolution. Da jeg klokken 8.30 gjorde
opmærksom på, at han skulle rejse, satte han sig demonstrativt til
klaveret og tampede i det. »Det er vi sgu 2 om at bestemme«. Jeg rin
gede til betjenten. Det hjalp. Så gled E. Eftermiddagen kom. S. pøn
sede på hævn. Han klagede over maden. Hans kammerater proteste
rede. Jeg advarede ham mod provokationer. Nyt møde. Så foreslog
han, at man skulle hjemrejse kollektivt. Ikke vedtaget. Derefter fore
slog han, at man skulle nedlægge arbejdet på barakken. (Der var lige
lagt loft på, og da det trak op til regn, skulle der tag på inden natten,
da det våde træ ellers ville kvælde ud og sprænge bygningen). Heller
ikke vedtaget. Jeg foreholdt eleverne, hvad københavnske aviser ville
sige til en sådan situation, hvor uvillighed og obstruktion ødelagde
værdier for Københavns kommune. Derpå fulgte alle eleverne ud til
arbejdet uden uvilje eller vrøvl. Kun S. stod frækt grinende. Han gik
nu helt amok. En af snedkerne bebrejdede ham hans dovenskab. Han
blev frækkere. Så gav jeg ham ordre til at rejse næste dag. Nu brød
et uvejr af skældsord (han var mælkedreng) ud over mit hoved. De
andre lærere kom til. Intet hjalp. Med en brølende fræk latter gled
S. Alle de andre arbejdede til kl. 4.30 og tog så i vandet. S. med.
Klokken 6 forlangte en mand varmt vand i køkkenet. Da der skulle
Hans Sode Madsen
140