77 / 90
"Tak for din Stræben, T ak for hvad Du gavned’
Børnenes Hær.
Hvor end i V e rd tn senere de havned’,
Fjernt eller nær,
Alle
idag et kæ rligt Ø n sk e sende
E n s
fra dem
Alle,
fra Yngling og fra Mand,
¡: Sign, o Gud, hans Gerning til Held for vort Land. :|
Den smukke Sang efterfulgtes af en Tale, C. N. Rocatis
holdt paa Deltagernes Vegne, i hvilken han hyldede Jubilaren
for hans sunde og sande Kærlighed til Børnene og hans store
Interesse for de gamle Elever. Han sluttede med at sige:
„Og sluttelig en Tak for hver lys og glad Time, De beredte
os, for hver god og gavnlig Paavirkning og for Deres Bestræ
belser for at erstatte os Fædrehjemmet.
Og nu, staaende ved Foden af de Mure, som omslutter det
Sted vi — Alle som En — nære Kærlighed til, fordi det huser
Mindet om nogle af vore lykkeligste Barndomsaar, beder vi
Dem modtage vore hjerteligste Ønsker om, at Deres Kræfter
til Stadighed maa kunne holde Skridt med Deres Evne og
Villie til at gavne Opfostringshuset, til Ære for Dem selv og
til Fordel for de Smaa, som i Fremtiden her skal finde Ly“ .
Forstanderen omtalte i sin Tak, at Borgmester
D y b d a l
ved
Formiddagsfesten havde henledt Opmærksomheden paa Dren
genes glade og tilfredse Ansigter og derudfra karakteriseret
hans Gerning i den forløbne Aarrække; hvorvel han følte sig
lykkelig over at se sig saaledes anerkendt, ønskede han dog
at tilføje, at han selv følte, „at den Trofasthed, hvormed I hol
der fast ved den gamle Skole og Eders gamle Forstander, det
frister mig til at udtale, at det at se et saadant Bevis paa
gamle Elevers Kærlighed og Erkendtlighed, det regner jeg for
min Gernings bedste Smykke, som den bedste Tak jeg har
faaet, som det fyldigste Udtryk for Værdien af det Arbejde,
jeg har gjort mit Bedste for at udføre“ . Og efter indgaaende
at have dvælet ved sin Forgænger, Emil Elvius’ store Fortje
neste af Det kgl. Opfostringshus, og omtalt sit Arbejde paa
at føre Stiftelsen frem til lysere Kaar, sluttede han med: „end
nu engang at takke Eder for Eders Hilsen og til Takken føje
74