81 / 90
Vi tømred’ et Hus i en lykkelig Stund,
Af Ydre en vel tarvelig Hytte,
Men glade vi var, for det stod paa en Grund,
Der kunde Huset sikre og skytte;
|: Os skræmte ej Prioriteter og Præk,
Vi jublede fro ved vor kalkede Væg. :
D et Hus:
vor Forening
blev grundlagt og byg’t
Paa Minderne fra Barndommens D a g e ;
At den skulde vokse, vi haabede trygt,
Og blive stor og stærk uden Mage.
|: Paa Grunden med Lys og med Luft og med Plads
Vort Hus skulde vokse sig til et Palads. :|
Og Brødre kom til, og vi vokste saa smaat,
Og alle mærked’, her var de hjemme, —
For Aanden og Tonen — de kendte dengodt —
Det var jo atter Barndommens Stemme.
|:
Det var ikke bristet det Broderskabsbaand,
Her føltes det gen født
—
en levende Aand.
Og gladelig alle og hver gav sin Skjærv,
— Det gjaldt jo Vejen korte og jævne, —
I Raad og i Daad, efter Virke og Hverv.
Der kjendtes baade Vilje og Evne.
:|
Det Sindelag
har sig i Aarene holdt,
Paa det har vi levet, af det er vi stolt. :|
O g Venner vi vandt for vort Maal og vorSag,
O g Gavmildhed, der hædred’ sin Giver;
Da vokste vor Tryghed, da gryed’ vor Dag,
Den Haabets lyse Dag der forbliver:
:j Naar Maalet kan øjnes og Midlet vi ved
Og Viljen er ærlig — gaar Sol ilfke ned. :|
Men vandt vi os fremad, var Lykken os god,
Og blev vort Haab, vor Tro ej beskæmmet,
Da bærer vi Tak til den Talisman god,
Til Styrken i vort H aab: Barndomshjemmet.
:|
Der
tændtes den Fakkel, der risled’ det Væld,
som varmed’ og frugted’ og skabte vort Held. :|
g.
b
.
s.
Mel.
: Langt højere Bjerge saa vide paa jord.
78