117 / 191
DEN ELEK TR ISK E TELEGRAF
113
r up til H o l s t e i n og har nu gaaet en o tte Dages Tid,
hvis du vil unde mig e t M aaltid Mad i din B o rg stu e ,
skal du have T a k , je g har ikke mere i Fodersækken .
»Med G læde«, sagde Bonden , »der ligger min Gaard,
kaldet S k o v g a a r d , naar du gaar H ø j e r ’ e op, kan du
se den, dér kan du h ilse fra mig, saa faar du fy ld t din
Fodersæk , og derpaa S t e c k e r han saa af. — Vognen
gjorde nogle ^ V o l d e r ned ad en B a k k e , og forsvandt
saa ad E s t r u p til. Im id lertid var det begyndt at regne
lidt, og vor H e lt var bleven lid t N a s s , det tog stadig
til og blev tils id st saa stæ rk t, at han aldrig havde op
levet M a g e n s til V ejr, han skyndte sig derfor til den
ham anviste Gaard. I B o rg stu en , hvor han kom ind,
saa det lid t B r o g e ’t ud! Fad e og K r a u s e stod m el
lem hverandre, og en ung Bondep ige serverede K a a l
for Gaardens K a r le , der sad omkring e t sto rt B o rd .
Den uventede Gæ sts T ilsyn ekom st b ragte en D e l H o u -
s c h o u i det Hele, og der opstod en hel R ø n n e n k a m p ,
hvori K a rlen e efter Evne bankede vor H elt, da de mente,
han havde k a s te t venlige B lik k e til P igebarnet, og det
skulde han ikke have T h a u l o w til. P ludselig K y h lT e d e s
ham flere G i a s e i Hovedet; men Ungersvenden fo ’r
som en F a l c k ind paa Knø sene og begyndte at H a m r e
løs paa dem. D e t v iste sig ogsaa, a t han var deres
H a g e m e i s t e r , idet de alle kom til C o r d t ’ s og fik
hver en B u h l ’ e a f hans stæ rke Næver. — Vor H elt
forlod derpaa humpende Gaarden, brækkende en sto r
N o r g r e e n af en L i n d , der stod ved G røftekanten ,