TraadenFraDenRødeGaard

TRAA D EN F R A D E N RØ D E GAARD

Allerede tid ligt blev det nødvendigt at indskærpe B e

stemm elserne om, at Ek sp ed ien ten under T e leg ra fe

ringen skulde afholde sig fra uhøflige Bemæ rkn inger mod

de S tatione r, han arbejdede med. D e t hedder:

»E n

hver, hvem T jene sten s u forstyrrede Gang i det hele

ligger paa H jæ rtet, og som har Agtelse for sin Stilling ,

maa indse, hvor nødvendigt det er at modarbejde en

sle t Vane og at standse den paa ethvert Sk rid t, hvor

den søges indsmuglet.« D e t er her den ly riske D ig ter,

som taler faderligt formanende; men lidt efter kommer

Embedsmanden med K raba sken , th i videre hedder d et:

». . . Afvigelser fra de givne B e stemm e lse r vil forhaa-

ben tlig derved blive en Undtagelse, som jeg , naar den

kommer til min Kundskab, skal vide yderligere at fjæ rne

enten ved at forflytte vedkommende eller indstille dem

til A fsked.«

P e te r F a b e r var en Mand, som ofte handlede under

Ind trykk e t a f en pludselig op irret Stemning, men naar

denne havde lagt sig, fik hans i Virkeligheden gode

H jæ rte a tte r Lov til at tale med. E t ka rak teristisk

Ek sem p el herpaa var det Bud , som særlig gjorde T je

n e ste hos ham.

E n Dag stod B ud e t ude paa Gangen og græd. Paa

deltagende Fo re spø rgsel om, hvad der var i Vejen, sva

rede h an :

»Aa, nu har han afskediget mig i g e n ! «

Man trøstede ham og lovede at gaa i Forbøn for

ham hos P e te r Fab er.

Den næ ste Dag var B ud e t a tte r i sin gamle Stilling .