109 / 386
106
En Tur til Skoven i gamle Dage
fra Løvhanget i Sommervarmen, en kvægende Skygge, en
Skiften af Solskin og mystisk Dæmring. Fuglen synger oppe
i Træet, jeg forstaar saa godt dens Kvidren, den spørger mig,
om jeg kan huske, da jeg var lier — for mange, mange Aar
siden, i min Barndom. Om jeg kan huske det!
Den store, firstolede Holstenskvogn holdt for Døren. Vi
skulde alle ud i Skoven, Fader, Moder, Bedstemoder og vi
Børn. Der var endnu nogle Pladser, og saa havde Moder
ment, at vor skikkelige Værtinde, Mad. Petersens nette Datter
Lise og hendes Forlovede, Studenten, skulde være med, og
det vilde de selvfølgelig gjerne.
Hvo kan beskrive den Glæde, vi Børn følte, da endelig den
lykkelige Morgen oprandt, som vi havde talt
0111
fire Uger i
Forvejen, og som vi havde frydet os til saa inderlig. Det var
den eneste Skovtur i Sommerens Løb, Fader havde Baad til,
og man kan tænke sig vore Forventninger. Jeg var tre Gange
oppe om Natten for at kige ud ad Vinduet. Vejret var præg
tigt, mildt og klart, ikke en Sky paa Himlen. Vi skulde af
sted Kl. 9, men vi Børn vare alt paa Benene Kl. 6, og Kl. 7
vare vi i vor fulde Pynt, jeg i gule Nankins Buxer og den
grønne Kasket med Kvasten i Toppen. Jeg skulde sidde ved
Siden af Fader mellem ham og Kusken — hvor mageløst!
Jeg fik maaske Lov til at kjøre Hestene. Med et skarp t Blik
anstillede jeg en fysiognomisk Undersøgelse af den i en tyk
blaa Vadmels Chenille med 12 Slag indhyllede Kusks vejr
slagne Ansigt, og hans godlidende Mine varslede godt for min
Forhaabning om at maatte agere Hestebetvinger.
Paa et Bord i Dagligstuen er der opstablet alle de gode
Sager, vi skulle have med. Den mægtige Skinke, Lamme
stegen, Stikkelsbærgrøden (oh!), Søsterkagen (oh!), Lax, Bom,
Citron og Sukl<er, Dækketøj, Knive og Gafler, Tallerkener,
Kaffekanden, ja selv en Kaffepose, thi, som Bedstemoder
meget rigtig bemærkede: Man kan ikke stole paa dissehersens
Kaffeposer ude i Skoven, man ved ikke, hvad de ere af,
eller hvorledes det egenlig ha r sig med dem — og saa for
talte hun en lang Plistorie om, hvorledes Kaffen ved en Skov
tu r for ti Aar siden havde havt den underligste Smag af
Verden, saa at hele Fornøjelsen var bleven forspildt. „For,“
sagde hun, „at faa sig en rigtig god Kop Kaffe efter Middags
maden, det er dog det fornøjeligste ved en Skovtur.“ Nu
bærer vor gamle Dorthea Sagerne ned i Vognen, og med den
største Omhyggelighed pakker Kusken dem i Magasinet. Han
korser sig over al den Velstand, og da Baden kommer til