102
Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden
selve Haven h a r bevaret sin gamle Tiltrækning som en yndet
Promenade i Sommertiden.
Men Glorien var dog under Christian den Ottende og under
Frederik den Syvendes første Dage ikke ganske forsvunden
fra Slottet og fra dets nærmeste Omgivelser. Thi den danske
Digterkonge Oehlenschlæger fik her et Hjem. I Sommeren
1842 gav Christian den Ottende Digteren Tilladelse til at bo i
Slotsforvaltergaarden, indtil Fasangaarden ved Konferens raad-
inde Jessens Død var bleven ledig. Fasangaardens Bestemmelse
fremgaar af dens Navn. Da Haven blev forandret, blev Fa-
saneriet ophævet, og Overhofmarskal Hauch ønskede den
gamle Bygning nedreven for at udvide Haven. Dette stred
imidlertid imod Frederik den Sjettes højtbetroede og dygtige
Kabinetssekretær Jessens Ønske, der havde udset den til sin
Bolig. Af stille og indesluttet Karakter holdt han meget af
Ensomhed, og da Frederik den Sjette helst vilde have ham
i sin Nærhed ogsaa om Sommeren, gik han gjerne ind paa
hans Forlangende om at bo paa Fasangaarden. Den blev der
for ombygget og indrettet til ham, saaledes som den nu er.
Hauch maatte give efter, men for at Bygningen, der ikke er
nogen egenlig Prydelse for Haven og ikke passer til dens
Plan, ikke skulde komme for meget til Syne, blev den skjult
af høje T ræ r og Buskvæxter og er temmelig vanskelig at
finde. Senere beboedes den af Jessens Enke og ved hendes
Død i 1843 overdroges Fasangaarden til Oehlenschlæger som
livsvarig Bopæl. Den var hyggelig og godt indrettet; der hørte
en smuk lille Have dertil, og her tilbragte han sine sidste
smukke Alderdomsaar, omgivet af sin Barndoms og sin første
Ungdoms skjønneste Minder. Det var ogsaa her, at han ud
arbejdede sine Erindringer, og desuden digtede sin „Amleth“,
sin „Kiartan og Gudrun“ og „Landet fundet og forsvundet“.
Efter hans Død, der fandt Sted den 20de Januar 1850 i hans
Bopæl i Amaliegade, kun et P a r Maaneder efter, at han havde
overværet den smukke Fest paa Skydebanen, hvormed en tal
rig Kreds af ansete Mænd fejrede hans halvfjersindstyve-
aarige Fødselsdag, fik Hans Christian Ørsted, der allerede
døde den 9de Marts 1851, Fasangaarden til Fribolig.
De foregaaende Skildringer af Kjøbenhavneriet for en Men
neskealder siden havde jeg ønsket al slutte med nogle Betragt
ninger i Almindelighed af de daværende Samfundsforhold,