110 / 386
En Tur til Skoven i gamle Dage
107
den store Dunk, som indeholder Rommen, siger han: „E
11
kjøn Mosiø den! Tørste komme vi ikke til, kan jeg nok mærke.
Den maa vi rigtig tage vare paa“ — og saa putter han den
ind i Halmen under sin egen Agestol. Jeg ha r allerede spurgt,
hvad Kusken hedder. „Hans 'Christensen,“ siger han, „man
kalder mig ogsaa Hans Polisk.“
Nu sidde vi paa Vognen, tre paa hvert Sæde, to Voxne og
et Barn; det er noget knebent, thi de brede Vogne, som man
nu har, kjendte man ikke den Gang. Men hvor der er Hjerte
rum, er der ogsaa Husrum. Og hvad bryde vi os om at blive
trykkede lidt. Studenten siger, idet han betragter sin For
lovede, at det netop er meget morsomt. Men vi slippe ikke
111
ed at blive trykkede. Den tunge Kasse hviler næsten lige
paa Hjulene; der er ingen Fjedre, end sige Patentfjedre.
Heller ikke er Brolægningen gjennem Gaderne den bedste.
Vi skumpies lystig, og Bedstemoder siger, at det farer hende
gjennem Marv og Ben, hver Gang Vognen giver et Hop. Men
hvad gjør det os andre? Vi ere altfor glade og fornøjede, til
at vi skulde bryde os om saa lidt. Hans Polisk trøster os
tillige med, at naar vi komme ud paa Jordvejen, saa vil det
gaa bedre. Jeg finder, at det gaar ganske dejlig, som det nu
gaar.
Vi skulle først til Søllerød. Hver Gang i de 16 Aar, mine
Forældre have gjort en Skovtur, har Søllerød været det første
Bestemmelsessted. Det var der i Kroen, at de holdt deres
Bryllupsgilde, efter at Vielsen havde staaet i Søllerød Kirke.
Derfor ingen Skovtur uden Søllerød, „for,“ siger Fader, ta
gende sin Mutter, som han kalder hende, om Livet, „det kan
dog vist fornøje dig at se det Sted igjen, hvor jeg begik den
Dumhed at tage dig. Jo vist var det en Dumhed. Men Herre
gud, man begaar saa mange af den Sort i sit Liv, og jeg
skal ærlig tilstaa, det er dog maaske den mindste, jeg har
begaaet.“ Turen gaar nu ad den støvede Landevej til Lyngby.
Man snakker og passiarer paa Vognen. Moder taler med
Bedstemoder om Husholdningssager, Fader, der iøvrigt tager
sig meget stadselig ud i sin blaa Kjole med blanke Knapper,
hvid Vest, graa Korduroys Benklæder og blanke stive Støv
ler med Kvaster, ryger paa sin store Merskummer, en Arv
fra Bedstefader, og underholder sig med Kusken om, hvor
ledes Sæden staar og tegner for i Sommer. Og jeg faar Lov
til at kjøre; jeg faar endogsaa Lov til at give Hestene en
Gang imellem et lille Smæk med Pisken. Af Naturen ere vi
alle smaa Tyranner, selv i Barnealderen.