157 / 386
sin Grund i den naive Sands, som i Ungdommen sad paa Dom
mersædet, en Beundring forøvrigt, der vel lios adskillige mere
er en arvet Tradition end hidrørende fra Selvsyn.
Men hvorledes det nu er: disse E rindringer have deres
Værd, idet de fastholde Indtryk, som den enkelte kan glæde
sig ved i den stæ rkt fremrykkede Alders stille Timer, og som
ogsaa kunne tjene til Underholdning for hans Omgivelser.
Theatret giver dog til enhver Tid det rigeste Stof for Samtalen.
Det kan næsten med Føje siges, at det vilde se meget galt ud
med det selskabelige Liv, hvis der intet Theater var, ingen
dramatiske Forfattere, især de anonyme, der altid interes
sere i høj Grad, ingen Skuespillere og Skuespillerinder, ingen
Dandsere og Dandserinder, ingen Kulisser — det vil sige det,
der foregaar bag disse, og som jo ikke saa sjældent afgiver et
meget frug tbart Stof.
Og dette gjælder ikke blot Nutiden, ikke blot Dagen og
Øjeblikket, nej, det gjælder ogsaa Fortidens Theaterbegiven-
heder og Personligheder. Jeg kjendte en ældre Mand, der
færdedes meget i Theaterverdenen, var uudtømmelig i Histo
rier fra hine gamle Dage og tillige havde den Gave at fortælle
godt. Han var derfor særdeles vel set i Selskabslivet og var
altid omgivet af en talrig Kreds af Tilhørere, som med stor
Interesse lyttede til hans Fortællinger. Dette er let forklarligt.
Ligesom Skuespillerlivet paa en vis Maade er et stærkt po
tenseret Liv for sig, saaledes ere ogsaa Kunstens Dyrkere,
især de mere fremragende, en Menneskeart med særegne
Ejendommeligheder, paa hvilke den almindelige Maalestok
ikke kan anvendes. Det kan endog med Føje siges, at der er
visse Skjødesynder, hvorpaa Theaterlivet giver et Slags P ri
vilegium, og hvormed der bør ses igjennem Fingrene. At faa
et Indblik i dette Liv, gjennem forskj ellige Træk, maaske
gjennem Anekdoter at faa et Begreb om de Kunstneres pe r
sonlige Karakter og Færden i Samfundslivet, hvilke man ofte
h a r hø rt omtale som Bærere af den nationale sceniske Kunst
i ældre Tid, er for enhver, der elsker denne Kunst, af utvivl
som Interesse. Og i denne Interesse ligger i Grunden en Ret
færdighedshandling. Den sceniske Kunst, der er Skuespiller
nes Værk, h a r den Svaghed, at den kun er knyttet til Øje
blikket. Maleren, Billedhuggeren lever i sine Værker, Skue
spilleren, naar han h a r forladt Scenen eller betalt Døden
sin Tribut, efterlader sig derimod intet synligt Vidnesbyrd om
sin Virken, han lever kun i Erindringen, og at bevare og at
opfriske denne og paa den Maade at bevare hans Minde, er kun
154
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne