161 / 386
158
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
sætter, og hans Hustru, en forøvrigt meget ubetydelig Skue
spillerinde, og f ra dem fik vi Børn Billetter til Loftet. Her
saa jeg Scenens første Prydelser: nævnte Peter Foersom,
Knudsen (den ældre), Mad. Rosing, Jfr. Astrup, Jfr. Jørgen
sen, Frydendahl og Mad. Frydendahl, Lindgreen, Ryge, Rind,
Rosenkilde og Nielsen, de sidste i deres første Optræden. Jeg
erind rer grant Jfr. Astrup som Elvira i „Pizarro eller Rollas
Død“, hvorledes hun imponerede ved sin statelige F igur og
ved de høje Strudsfjer, hun bar i sin Hat; jeg mindes Due
som den sindssvage Olding i „Deodata“, Peter Foersom i „Her
man von Unna“, og jeg erind rer godt at have set August
Bournonville, den danske Ballets geniale Gjenføder, staa bag
paa sin Faders Triumfvogn i Galeottis Ballet
L ’orphelin de lu
Chine.
F ra „Besøget eller Lyst til at glimre“ mindes jeg det
smukke Gulvtæppe, som var udbredt over Scenen, og det
staar endnu ganske k lart for mig, hvorledes Lindgreen som
Jeppe hang i Galgen og blev udskældt af Mad. Rongsted som
Nille. Jeg gyste over den nikkende hvide Statue i „Don Ju an “
og var henrykt over Mad. Frydendahl som Elvira, thi hendes
mægtige Toner trængte op selv til de høje Regioner, hvor jeg
befandt mig. Det var en Nydelse, der trods de mange lien-
rundne Aar endnu er i frisk Erindring hos mig.
Jeg skal ikke kunne sige, naar Adgangen til Theaterloftet
blev forbudt, men jeg tror, at det skete temmelig kort efter,
at jeg ophørte med at komme der, mulig i 1826 eller saa
omtrent. Saa meget ved jeg kun, at Forbudet nærmest blev
bevirket ved selve det loftbesøgende Publikum. Jeg h a r alle
rede fortalt, at det gik temmelig broget til deroppe; tilsidst
skejede man i den Grad ud i højrøstet Tale, Skænderi og
wSpektakler, at det endogsaa forstyrrede de spillende. Det
hændte endog undertiden, at en eller anden af de spillende
mellem Kulisserne fik Nøddeskaller og Æbleskrællingor i Ho
vedet, ja selv Lærken blev, naar den var tømt, undertiden hevet
ud over Loftgelænderet. Saa var der ikke andet for end at
forbyde Adgangen, især da tillige Maskinfolkene stundom kla
gede over, at Besøget forstyrrede dem i Anvendelsen af Ma
skineriet.
Jeg omtalte før, at en snæver, med en Tranlampe belyst
T rappe førte op til Theaterloftet. Stort bedre var ikke den
gang den Trappe, der førte op til selve Scenen. Her var der
stationeret et P a r Soldater, men hvad disse havde at gjøre, skal
jeg ikke kunne sige. Der var forøvrigt ogsaa indtil for en
Snes Aar siden en Soldatervagt i Vestibulen foran T ilskuer