FraDetGamleKongensKjøbenhavn

165 / 386

162 Orer Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
vil na gjenlage den og giver Signalet ved med en Stav, som
han holder i i Jaanden, at slaa tre Slag i Gulvet. Latteren og
Sladderen forstummer, og enhver af Dands erinder ne træder
saa hen til den Plads, hun skal indtage under Dandsen, efter
at der først er gjort forskjellige Forberedelser, saasom at
trykke Hofterne nød, at ryste Kjolerne, af se efter Skoene
osv. Forinden Prøven begynder, holder Dandseren en Tale til
dem, hvori han søger at sætte dem ind i Situationen og opfor­
drer dem til at vise sig som tænkende Kunstnerinder. E t ungt
Menneske staar i Kulissen med en Violin, paa et Vink af
Dandseren begynder han at spille, og Prøven er i Gang under
stadige Rettelser og Vink af Dandseren. Han slutter med: „Det
kan gaa an — det gik ret ordenlig. Lidt mere Vivacitet —
lidt mere Ild — saa vil det gjøre sig.a
Saaledes omtrent gaar det til, saaledes om trent er det Ind­
tryk, man faar af Livet bag og ved Kulisserne. Under Fore­
stillingen hersker der Orden og Stilhed, de spillendes Ansigt
ud trykker en vis Spænding, maaske ogsaa nogen Ængstelighed,
m in lytter efter sin Stikreplik, naar man skal ind paa Scenen,
og naar man saa høster Bifald, vender man tilbage til Kulis­
serne med et triumferende Smil, der just ikke er behageligt
tor dem, i hvis Lod en lignende Gunst ikke er falden. Der
kan 'undertiden falde Yt trin ger over Publikums Utaknemmelig-
iliei og Mangel paa Paaskjønnelse, Afdøde Hass spillede i
..Painaloke” Bue hin Digre. lian agerede voldsomt, men det
hjalp ikke. Ti.ls.idst kom han farende ud imellem Kulisserne,
r&abeode: „Nu har jeg brugt, tre 'Skjorter, de ere som dyp­
pede i Vand, og de Karle dernede har ikke rori en li aand!"
At det ogsaa.. gaar ud over Bladeaes Theaterkriiik «nellem
Kulisserne, er en Selvfølge, Den er en fjendtlig Magi,, livad
å&te» ■åen roser eller dadler eller gjør begge Dele. Naar en
roses, Myrar det c«. anden, mm ikke bliver rost, og naar en
dadies, kan man være sikker paa, at han finder Dadlen al­
deles uberettiget Kande de kritiserende hore de Dømme,
der fældes over dem i Kulisserne, vilde de sikkert helst vogte
sig fe r at fåeje Omgang med Tlieaterfolk, som flere, af dem
saa gjieniie vifte. Dog, d it er el Kapitel,, som ikke hø rer her­
hen, "Og søm det nøk ogsaa er bedst at lade u rø r t
.< - ' ■........................ c .- i. l i l e t s D a n t> t .. ._.
I Samfnirdstivel i ældre Tid ? Oversfcon giver deraf i sit ¡Skrift
mit D v '"øg amin U d *1 m ikke videre hyggelig Skildring,
Iteis J^ liée lii^ e i,,. "ia l i » selv b e liiiil sig I h n d t PrrsesimaM.,
ikter kan tMtvivles. Der fandtes i del daværende Persømale