170 / 386
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
167
Spøg og Sang; det var langt nd paa Natten, da Selskabet med
mange Taksigelser for den behagelige Aften brød op. Men
da de kom ud i Kamret for at tage Overtøjet paa, var der
ikke et Stykke at se. Forundret spurgte en: „Hvor er min
Chenille?“ en anden: „Hvor er min Frakke?“ — „Hos Jøden,“
svarede Mad. Preisler leende. „De ha r jo ment, mine Herrer,
at vil man spise hos Mad. Preisler, kommer man til at tage
Maaltidet med sig. Alt, hvad jeg kan trøste Dem med, er, at
det kan indløses.“ De maatte
nu skillinge sammen; Tøjet,
som ikke var bragt ud af Hu
set, men befandt sig under, som
hun kaldte ham, sin „Hofjødes“
Bevogtning og laa paa liendes
tomme Brændeloft, blev indløst
og hentet ned, og Spasen endte
med, at Herrerne under Latter
takkede hende for hendes havte
Ulejlighed med at besørge deres
Gilde, og hun dem, for at de
saa smukt havde højtidelig-
lioldt hendes Fødselsdag.
Dels af Hensyn til Skuespil
lernes uheldige Vilkaar og dels
for at afsondre dem fra Yder
verdenen, fordi Omgangen med
andre Personer kunde anses for
uheldig for deres Kunst og for
den Illusion, den gaar ud paa
at frembringe, fattede Ryge, der
havde mange ligesaa originale som sælsomme Ideer, ogsaa
den, at Theatret skulde for alle sine Artister bygge et Hus,
hvori de kunde have en efter enhvers kunstneriske Betyden-
hed og Familiens Størrelse niere eller mindre rummelig og
elegant Beboelseslejlighed, og udenfor hvilken de ikke maatte
begive sig uden i aldeles nødvendige Forretninger. Der skulde
derfor ved Stedet være en Have til at spadsere i, Lokaler til
forskjellige Fornøjelser og Udsalg af de almindelige Fornøden
heder. „Det vil jo koste Theatret en anseelig Sum,“ sagde
han, „men det dækkes snart ved en meget forøget Indtægt, •
naar Publikum ikke ved, hvorledes de Personer, som vise sig
paa Brædderne, se ud eller leve eller gebærde sig udenfor
dem. Og hvad er det ikke for en Fordel for Personalet, at