176 / 386
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
173
landsrejse, hvorved lian spillede paa tyske TheaLre, kom han
til Hamborg, hvor han havde et Kreditiv paa Jånisch. Den,
hamborgske Magnat modtog ham med en stiv Kompliment,
og da Ryge med stolt Selvfølelse fortalte ham, hvem han var:
„Dr. Ryge, erster Schauspieler beim kgl. Hoftheater in Kopen-
liagen“, og samtidig rakte ham sit Kreditiv, svarede Jånisch
uden at fortrække en Mine: „Schad’ nicht, wird d o c h hono-
r ir t.“ Om hans Enthusiasme for Theatret giver det Svar et
Begreb, som han gav Kongens Livlæge,
Dr.
Brandes, da denne
engang sagde til ham: „Ved De vel, at-De kunde være bleven
en udmærket Læge, hvis De fremdeles havde dyrket Deres
Videnskab.“ Ryge svarede: „Der er nok, der slaa Folk ihjel;
ved De vel, at jeg hellere vilde være Statist ved Theatret end
den mest udmærkede Læge.“ Oehlenschlåger og Ryge spad
serede en dejlig Foraarsdag i Frederiksberg Have og samtalede
om eL af førstnævntes Stykker. Uagtet Samtalen i høj Grad
interesserede Oehlenschlåger, vilde han dog ogsaa henlede
Ryges Opmærksomhed paa de skjønne Omgivelser, den her
lige Natur. Men han værdigede ikke Flora et eneste Blik af
luLter Forelskelse i Melpomene, og da Oehlenschlåger spurgte
ham: „Men glæder da ikke ogsaa Naturen Dem?“ svarede
han: „Nej F. g. ni. gjør den ikke! Lad os nu tale om Kun
sten igjen.“
F r y d e n d a h i var som ganske ungt Menneske paa Herreds
fogedkontoret i Roskilde for at uddanne sig i det juridiske
Fag. Det blev han kjed af og søgte Ansættelse ved Theatret.
Han blev antaget i 1786, men denne Bane var i Begyndelsen
en stor Skuffelse for ham. Det komiske Fag, som han følte
sig anlagt for, var dengang besat med mange betydelige Kunst
nere som Schwartz, Gj els trup, Kemp og Becli, og han blev
derfor anvendt i mindre Elskerroller, hvilke han kun lidet
passede for, saavel som ogsaa i Syngespillet, da han havde en
smuk Basstemme. Det var først i 1795, at han kom til at op
træde i en betydelig komisk Rolle, nemlig som Stødvel i „Apo-
lliekeren og Doktoren“, men den, hvori han især viste sig som
en mesterlig Skuespiller i det komiske Fag, var Gerontés i
„Skatten“, som han første Gang spillede i 1804. F ra den Tid
var han hos Publikum anset for en af Skuepladsens første
Kunstnere og blev dets Yndling indtil sin Død i 1835. Faa
Skuespillere have været rigere begavet af Naturen. Hans Ho
ved var meget smukt, Ansigtets Profil ædel, dets kraftige
Træk saa let bevægelige og i den Grad i hans Magt, at lian
lige stærkt kunde udtrykke dyb Enfoldighed som svedent