FraDetGamleKongensKjøbenhavn

lille Fa tte r,“ hørtes der et Jubelraab, der godtgjorde, at man

erkjendte, livad Filister skyldte den gamle Veteran. I en ældre

Alder spillede han især den komiske gamle Mand med et ufor

ligneligt Lune. Blandt hans sidste Roller mindes jeg Proprie

tær Tang i „Flyttedagen“, som han spillede med en uendelig

snurrig Plumphed i Drukkenskaben og med en sjæleglad Til

fredshed over at kunne dominere den ulykkelige Kommis

sionær Tobias Knap og sige ham Grovheder. I den første Tid

blev han ogsaa anvendt i alvorlige Roller, og flere af dem ud

førte han vel ret godt, men de laa kun lidet for ham; han sav

nede den fornødne Værdighed, og i sin Bestræbelse for at

fyldestgjøre Rollens Karakter blev han undertiden monoton

eller pathetisk, hvilket let, især paa Grund af hans sjællandske

Dialekt, gav Foredraget et parodisk Anstrøg. I Bevidsthed om

sit Talents rette Begrændsning vilde han meget nødig spille

deslige Roller, hvilke han ogsaa ganske ophørte med i den

sidste Halvdel af sin kunstneriske Løbebane.

Lindgreen var i Omgang med sine Kunstfæller mere agtet

og frygtet end afholdt. Han kunde undertiden være ret fore

kommende og høflig, men naar han var i sit vrantne Hjørne,

kunde han være meget spydig og satirisk, hvortil hans stedse

slagfærdige Vid fandt det fornødne Stof. Han spadserede en

gang sammen med Sangeren G. paa Østergade. En gammel

Jøde tog ærbødig Hatten af for dem. „Hvem gjaldt denne Hil

sen?“ spurgte Lindgreen. — „Rimeligvis os begge,“ svarede

C. — „Hvem var det da?“ — „Det er saamænd en gammel

Jøde, der i mange Aar ha r siddet paa Dyrehavsbakken og

synger: „Jetzt ist der Doktor da!“ — „Nej, det er sgu Dig,

han hilste paa Kunstens Vegne,“ svarede Lindgreen. — Mel

lem ham og Frydendahl var der idelig Udvexling af Sarkasmer,

skjønt de forøvrigt nærede stor gjensidig Agtelse for hinanden

som Kunstnere. Jeg ha r tidligere anført Exempler derpaa. Den

Dyst, de ikke sjældent havde med hinanden, var ikke lidet

interessant for Tilhørerne, men ve den ukaldede, navnlig naar

det var en yngre eller ubegavet Skuespiller, som paa en eller

anden Maade blandede sig deri; han kunde da vente at faa en

Irettesættelse af Lindgreen saa skarp og truende, at han sik

kert ikke gjorde det oftere. I Overbevisning om sin Uund-

værliglied skaanede han heller ikke Direktionens Medlem

mer og sagde dem, naar Lejligheden tilbød sig, drøje Sand

heder. Under en Prøve paa „Tryllefløjten“ befandt Lindgreen

sig paa Scenen, da en Sol, som hører til Stykket, skulde op

stilles. „Hvad er det for en Tingest?“ spurgte Lindgreen. —

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

179