186 / 386
tes han at bortkaste hele sin egen Personlighed og iføre sig sin
Rolle; han traad te ind, og hans Blik, Gang og Stemme, alt ma
lede Karakteren med en uforlignelig Fuldendthed og Klar
hed. Bifaldet begejstrede ham endnu mere, og i fjerde Akt
brød hans stærke Aand ethvert Baand, hans skrøbelige Legeme
paalagde ham; hans Scene med Hertugen af Nemours og
François de Paule var fuld af de dristigste Træk, de mest
gjennemtænkte Nuancer, men savnede derfor ikke Bestemt
hed og levende Kolorit; hans Styrke steg ved det stormende
Bifald, hans Fantasi opflammedes, den brudte Stemme, de
ængstelige Raab fik en indre Kraft og et Udtryk, som gjorde
en rystende Virkning. — — Men da Tæppet faldt for fjerde
Akt under Husets Jublen, var Fortryllelsen hævet; Winsløv
var atter sig selv, kun langt mere kraftesløs og mat, end da han
første Gang skulde træde ind; næsten bevidstløs sank han i sine
tililende Venners Anne. Det varede længe, inden han kunde
komme saaledes til sig selv, at han turde vove at træde frem;
man begyndte virkelig at tro, at det vilde være ham umuligt,
da han lod sige, at man kunde begynde Akten. Som en Skygge
vaklede lian ind paa Scenen; den Mathed, hvormed han greb
paa Stolen for at holde sig, den døde, klangløse Fremsigelse
af de første Repliker, de halvt brustne Øjne gav et saa sand
dru og skrækkeligt Billede af den halvopløste Konge, der af
Rædsel for Døden klam rer sig til Livet, at de andre Rolle
havende ængstedes og troede, at det var den sidste Gnist af
Liv hos Kunstneren, der gav hans Indtrædelse en saa frygte
lig Sandhed. Men det næsten udslukkede Liv flammede op igjen,
da Kongens Heftighed atter ytrede sig, og han spillede Rollen
til Ende med al den Kraft og Genialitet, hvormed han havde
begyndt den. Man ledede ham op paa hans Værelse, medens
han flere Gange med meget mat Stemme gjentog: „Hvor jeg er
træt; jeg ved ikke, naar jeg kan spille igjen, jeg maa have Ro
lighed; Sommeren maa hjælpe mig.“ Det herved udtalte Ilaab
bristede: det var sidste Gang, han havde betraadt Scenen, og
den 4. Oktober 1834 indslumrede han i sin Hustrus Arme.
Saaledes afbrødes brat en Kunstnerbane, der vel havde
været forholdsvis kort, men i den sidste Del desto mere glim
rende. De ydre Betingelser, han medbragte til Scenen, vare,
som tidligere omtalt, ikke videre heldige, men denne Vanske
lighed beherskedes af et Geni og et Studium, hvorved han tor
stod at omdanne sin Personlighed efter den Rolle, han havde at
udføre. Isæ r var han en Mester i at maskere sit Ansigt og
give det det rette Udtryk. Hvad der meget kom ham til Gode
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
183