185 / 386
Fod paa Scenen. Aarsagen hertil maa atter søges i en vis
Ufordragelighed, der var ham egen, og som vel for en Del
havde sin Kod i den Tro, at han var tilsidesat og miskjendt.
Ikke sjældent havde han Sammenstød med Direktionen, og
det var engang ikke langt fra, at han var bleven afskediget.
Men i 1821, da Gollin var ind traad t i Bestyrelsen, kom der en
lieldig Vending i hans Forhold og Stilling ved Tlieatret. Gollin
havde med sit skarpe Øje for kunstneriske Evner snart op
daget, hvad der boede hos ham, og medens han i mundtlig
Samtale ikke lod det fattes paa Opmuntring, viste han sig i
Gjerningen som hans Beskytter, lia n forskaffede ham ikke
blot en Gageforhøjelse, men ogsaa en forøget Virksomhed i
de Rollefag, som nærmest laa for ham. Disse Fag vare stærkt
udprægede Karakterer, saavel komiske som alvorlige, hvilke
han i Keglen formede til sande Mesterstykker af scenisk Kunst.
Mørke Roller som f. Ex. Knud Sortebroder i „Axel og Val
borg“ eller Pipin i „Karl den Store“, Karakterskildringer som
Tartuffe, ædle Billeder som Jøden Scliewa, komiske Figurer
som Zierlicli i „Aprilsnarrene“, Klister i „De Uadskillelige“,
Gliarles Tang i „Flyttedagen“, Josef Golz i „Østergade og Ve
stergade“ vare prægede af lige stor Fuldkommenhed og ud
øvede uimodstaaelig Virkning. Alt var fint udarbejdet i de
mindste Enkeltheder og vidnede ligesaa meget om en anstræn-
gende Flid som
0111
Genialitet i Opfattelsen.
En af hans største Triumfer, men desværre hans sidste, var
hans Udførelse af Delavignes Ludvig den Ellevte. Allerede
nogen Tid i Forvejen vare hans Kræfter stæ rkt svækkede
ved store aandelige og legemlige Anstrængelser; men ikke
desto mindre gav han sig i Fæ rd med denne gigantiske Rolle
og indstuderede den med utrolig Omhu. Han havde faaet den
i Sommeren 1833, og den beskæftigede idelig hans Sind øg
hans Tanker. Stykket var bestemt til at opføres i den paa
følgende Sæson, men hans tiltagende Svaghed forhindrede
ham gjentagne Gange fra at spille den. Endelig, uagtet han
mærkede, at det stundede til Ende med ham, mandede han
sig op til at spille den. Det skete den 18. Marts 1834. Syg og
meget afkræftet kom han paa Tlieatret, og endnu nogle Øje
blikke, før han traadte frem, ytrede han, at det maaske ikke
vilde være ham muligt at spille Rollen til Ende. Personalet,
som vidste, hvor lidende han var — fortæller Overskou —
imødesaa denne Forestilling med stor Ængstelighed. I anden
Akt træder Kongen ind. Winsløv stod forstemt, kraftesløs og
urolig i Kulissen; hans Stikreplik kom, og paa én Gang syn
182
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne