FraDetGamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

181

selv syntes der at være en vis Famlen efter at finde det

rette. Han troede sig saaledes først kaldet til at spille Elsker-

roller, men dertil gjorde hans Figur, der var lille og temme

lig uanselig, og håns dybe, ikke videre velklingende Tale-

stemme-ham uskikket; dernæst til at spille intrigante eller

lystige Tjenere, som han i det mindste i Begyndelsen ikke gan

ske egnede sig for, fordi han manglede Lethed og livligt Lune.

Disse Faa vare desuden i Forvejen saa godt besatte, at der ikke

Karl Winsløv.

var nogen Plads for ham. Der var tillige strax noget opblæst

og selvtillidsfuldt i hans Væsen, som var ham til ikke ringe

Skade hos hans foresatte og hos hans Kammerater. Men det

varede ikke længe, før han ved Flid og Udholdenhed for

stod at bringe det Talent til Modenhed, hvis Spirer nok havde

været tilstede, men som han ikke havde faaet Lejlighed til at

udvikle i de Fag, hvor de kunde g'jøre sig gjældende. Det var

først ved at spille Fanejunker von Schrankenau i Skuespillet

„Soldaterne“ den 6. Oktober 181(1, at han godtgjorde, hvad

Theatret vilde komme til at eje i ham. Denne Rolle gav han

med en saa overraskende Varme og Styrke i Deklamation,

og Mimik, at han vandt almindeligt og fortjent Bifald. Ikke

desto mindre hengik der et Par Aar, før han kunde laa fast