183 / 386
180
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
„Det er en syvstjernet Sol, som skal bruges Lil „Tryllefløjten“,“
svarede Holstein. — „Ja saa! Hvad mon Torveprisen er paa
den Slags A rtikler?“ sagde Lindgreen tørt. — „Hr. L ind
green, jeg maa frabede mig Deres Vittigheder. De maa huske
paa, hvem jeg er. Det gaar snart for vidt med Dem. Det er
nok bedst, at vi to skilles.“ — „Saa? Jeg kan dog aldrig tro,
at Deres Excellence saa snart vil tage Deres Afsked.“ — At
han holdt meget af et godt Glas Vin, og at han var en stadig
Gjæst paa Hagens Kjælder, hvorfra han undertiden indfandt
sig paa Theatret i en temmelig omtaaget Tilstand, er bekjendt
nok. Dette forhindrede dog ikke, at han fra det Øjeblik, han be-
traadte Scenen, var ganske sig selv og spillede ypperlig. En
Formiddag, kort før en Prøve skulde begynde, hvori han dog
ikke skulde deltage, sad han afsides ved et Bord paa Kjælderen
med et Glas Vin foran sig. Det var en bitterlig kold Vinterdag.
To unge Theaterelever følte Trang til at faa sig et Glas, de
kom ned til Vintapperen, og uden at se Lindgreen bestilte de
to store Glas Portvin. Ligesom de vilde til at nyde Vinen, fik
de Øje paa Lindgreen, og af Frygt for en Revselse for den F ri
hed, de havde taget sig, undskyldte de deres Nærværelse paa
Kjælderen med, at de frøs, og at de havde følt stærk Trang
til noget at varme sig ved. „Aa,“ svarede Lindgreen, „1 blive
nok varme, naar I komme paa Prøven. Det klæder ikke unge
Mennesker at gaa paa Vinkjælderen.“ — „Men vi have allerede
betalt Vinen,“ bemærkede de noget forknyt. — „Gjør intet til
Sagen; gaa I bare over paa Prøven, Børn. Jeg skal nok drikke
Vinen.“
K a r l W i n s l ø v hørte til en yngre Generation end de tre
forhen omtalte store dramatiske Kunstnere, og disse vare og
saa allerede næsten Veteraner ved Theatret, da han 1816 blev
ansat derved. Men desuagtet svang han sig op til næsten at
blive dem sideordnet, og naar man i Aarene tyve, altsaa kun
faa Aar efter at han var bleven Skuespiller, nævnede dem,
der ved Genialitet eller fremragende Talent kunde betragtes
som Theatrets Støtter, var Karl Winsløv blandt disse. Ikke
desto mindre hørte han ikke til dem, der som Ryge og senere i
en vis Henseende Nielsen strax LogPublikum ligesom med Storm
ved at fremtræde enten næsten som helstøbt Kunstner eller
i alt Fald med saadanne Evner og Anlæg, der røbede et ual
mindeligt Talent. I den første Tid stod han, som det hedder i
Theatersproget, i Stampe som Elev i den dramatiske Skole.
Ilan fik mindre Roller, der ikke laa for ham. Man havde i det
hele taget ikke store Tanker om hans Evner, og lios ham