FraDetGamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

177

gaaende Aften, og livor eftertrykkelig han havde togtet den

Kjæltring, der var trængt ind i hans Hus, og som oven i

Kjøbet havde havt den topmaalte Frækhed at give sig ud for

Ils. kongelige Højhed. Til Slutning henstillede han, om det

ikke var rigtigst at melde Sagen lil Politidirektøren, for al

Voldsmanden kunde blive eftersporet og afstraffet efter For

tjeneste. Med undertrykt Raseri, men bævende for Skandalen,

hvis Historien blev bekjendt, saa den sengeliggende Mand sig

nødsaget til at takke Frydendahl for hans Nidkjærhed og

bede ham om at slaa Sagen ned, hvilket Frydendahl da ogsaa

lovede, men dog næppe holdt, for saa vidt som den meget hu r

tigt kom ud blandt Publikum. — Frydendahl var ikke nogen

Ven af Balletten, dens Dyrkere kaldte han Badutspringere. E

Morgen gik han en Tu r i Frederiksberg Allee. En Lugekone

i en ved Vejen liggende Have fik Øje paa ham og hilste ham

med de Ord: „God Morgen, Hr. Instruk tø r!“ — „Hvorfra

kjedder De mig, min gode Kone?“ spurgte Frydendahl. —

„Jeg ha r været ved Dandsen, Hr. Instruk tø r.“ **- „Er De ikke

derved endnu? De fortjente at være det,“ sagde Frydendahl

og gik videre.

L i n d g r e e n var Frydendahls jævnaldrende og kom et Aar

efter denne, 1788, lil Theatret i en Alder af 20 Aar, nogen Tid

efter, at han havde taget Artium. Han forsøgte sig først i et

Par Tjenerroller, men hans egenlige Debuter vare først som

Henrik i „Maskeraden“ og som „Den pantsatte Bondedreng“,

hvori han strax overraskede ved sit umiskjendelige Talent

for deslige Roller. Han var temmelig lav af VæxL og som ungt

Menneske smækker; del var først i en ældre Alder, at hans

Figur blev temmelig firskaaren. Hans Ansigt var meget ka

rakteristisk, det udtrykte Lime og Skælmeri, men var egen

lig ikke videre bevægeligt, og derfor kunde han heller ikke

ganske fornægte sin Personlighed, uagtet det dog stod i hans

Magt som faa at individualisere de Figurer, lian skulde irem-

stillc. Hans Stemme var tydelig og klar, men Organet havde

et Anstrøg af sjællandsk Dialekt, der skal have hidrørt fra

den Tid, da lian ved at gaa i Roskilde Skole kom i megen,

Omgang med Bønder. Denne Dialekt forlod ham aldrig, den

klang gjennem alle hans Roller og bidrog ofte til at forhøje den

komiske Virkning. Han var i høj Grad talentfuld og genial

som komisk Skuespiller. Beundringsværdig var den Sikker

hed, hvormed han traf næsten enhver komisk Karakter. Hans

Præstationer vare udarbejdede i deres mindste Enkeltheder, og

hans komiske Styrke viste sig ikke blot i enkelte komiske

J. Davidsen: F ra det gamle Kongens Kjøbenhavn