FraDetGamleKongensKjøbenhavn

sno sig fra Sagen ved at mene, at Direktionen maatte tage en

Beslutning derom. Herimod protesterede Overskou paa det

bestemteste, han forlangte kun den Ret, der tilkom ham lige

saavel som enhver anden Forfatter, og endelig gav Holstein

efter, dog med det Tillæg, at han haabede, at Overskou vilde

bruge den med Diskretion, hvad der fremkaldte et meget

skarp t Svar fra Overskous Side.

Men den Agtelse i Samfundet, som Th'eaterpersonalet efter-

haanden opnaaede, havde ogsaa for en Del sin Grund deri, at

det talte Medlemmer, der ikke blot udmærkede sig ved Aands

dannelse og dertil hørende personlige Egenskaber, men ogsaa

stod meget højt, maaske endog for fleres Vedkommende hid

til uopnaaede som udøvende Kunstnere og Kunstnerinder.

Vort Theaters Hovedfag, det reciterende Skuespil, havde saa

vel i Tragedien som i Skue- og Lystspillet en Stab, hvis Lige

kun faa Theatre i Verden, maaske med Undtagelse af

Théâtre

français

og Wieper Burgtheater, havde at opvise, Navne, der

høre til de uforgængelige i vort Theaters Historie. Enkelte

af disse ere vel endnu i frisk Minde hos den nuværende

Slægt, i all Fald hos de ældre, men de andre leve egenlig kun

endnu i Traditionen, og hvor levende denne end kan være,

er den dog lidet i Stand til at gjenkalde eller fremstille den

enkeltes aandelige eller kunstneriske Individualitet, det ejen

dommelig personlige. Dette skal heller ikke blive forsøgt i

det efterfølgende. Hvad jeg vil meddele e r nogenlunde det

Indtryk, jeg' modtog ved i min Ungdom at se dem spille, et

Indtryk, som jeg forøvrigt h a r fundet stadfæstet ved sam

tidiges Domme. Dertil skal knyttes saadanne Træk, der ere

skikkede til at give en Idé om deres Personlighed. Jeg sigter

ikke videre end til at gjenoplive Mindet om Kunstnere, hvis

Virken, hvor meget den end er knyttet til Øjeblikket, dog har

udøvet en stor Indflydelse paa Nutidens kunstneriske Ret

ning og tillige h a r været af en ikke ringe Betydning i ku ltu r

historisk Henseende, idet man næppe med Uretle gjør Skue

pladsen og dens Tilstand til en Maalestok for det vedkommende

Lands Kunstdannelse, Smag og Oplysning. For at undgaa for

stor Vidtløftighed skal denne Omtale kun vedrøre Kunst

nere, der hyppigst nævnes som vort Theaters ypperste i dets

mest glimrende Periode og som hørende til dem, der have

skabt og støttet den Kunstskole, som endnu til Held for den

nationale Skueplads er bevaret af deres talentf uldes te E fter

følgere. Disse Kunstnere ere R yg e , F r y d e n d a h 1, L i n d

g r e e n og K a r l W i n s 1ø v.

170

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne