FraDetGamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og juran Kulisserne

169

heldigt og betydningsfuldt for den nationale Kunst det var,

at han havde Sjælsstyrke nole til at modstaa alle deslige An

fægtelser og følge sin Tilbøjelighed. Selv fra den ellers saa

fordomsfri Frederik den Sjette kom der en Indsigelse imod,

at han betraadte Scenen med Titlen som Doktor, denne maatte

ikke paa den Maade nedværdiges, og det blev befalet, at han

ikke som saadan maatte nævnes paa Plakaten. Men Ryge lod

Direktionen vide, at han vilde beholde sin akademiske Titel

og ikke optræde uden denne; han havde vundet den ved sine

Kundskaber, men ikke faaet den som en Naade af Kongen,

der da heller ikke kunde berøve ham den. Dette blev fore

bragt Frederik den Sjette, som da ogsaa fandt, at Ryge egen

lig havde Ret, og ved den Lejlighed anvendte de forhen om

talte Ord: „Det lader til, at han ikke er god at bids med.“

Med Nielsen, der havde været Løjtnant i Artilleriet, skete

noget lignende som med Ryge. Ogsaa hans Overgang til The-

atret blev betragtet som en Skam for den Stand, hvortil han

hørte, og hans paarørende beklagede højlig dette Skridt. Uagtet

Nielsen som enhver anden Officer, der har faaet sin Afsked,

beholdt sin militære Titel, vilde det være blevet ham for

ment at beholde den i hans Egenskab som Skuespiller og

paa Plakaten, hvis han ikke selv havde fundet det rigtigst at

give Afkald paa den, især da Kongen til Theaterchefen, Kam

merherre Holstein, meget ivrig havde sagt: „Som Løjtnant

kan han ikke spille Komedie; tænk engang,

0111

man pcb ad

ham.“

Det er let at begribe, at deslige Reservationer, der næsten

gik ud paa at stemple Skuespillerne som en Pariakaste, vare

ikke lidet krænkende for disse; men det kan dog nok være,

at netop saadanne Regivenheder havde den Virkning at hæve

deres Selvfølelse, og at de mandede sig op til at hævde deres

Værd som Mennesker samt til samtidig at kræve den Sam

fundsstilling, hvilken de som Kunstnere havde Ret lil at ind

tage. Saa meget er i alt Fald vist, at der i saa Henseende fore

gik en Forandring, som, støttet ved en Agtelse vindende per

sonlig Opførsel, efterhaanden trængte igjennem. Til dette For-

maal fremkom der undertiden bestemte og talende Protester,

som da Direktionen gjorde Mine til at nægte Overskou den

Adgang til Hofparkettet, han havde Ret til som Forfatter af

flere originale Stykker. Hans Kammerater forlangte af ham,

at han skulde fordre denne Ret, hvis Tilsidesættelse maatte

betragtes som en Fornærmelse mod hele Standen. Overskou

havde i den Anledning en Scene med Holstein, der søgte at