167 / 386
164
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
ner, som havde passiaret og fjaset med Begynderen ved Glas
set, modtog koldt hans Hilsen og værdigede ham ikke et Ord,
naar han et Kvarter efter kom sammen med ham paa Prøven.
„De gamle maa holde de unge i Respekt“ var en tidt gjcn-
tagen Maxime, som de ikke alene udførte ved et saa but og
frastødendé Væsen, at de unge nok skulde vogte sig for at
lade et Ord falde i deres Nærværelse, men ogsaa ved at yd
myge og fornærme dem. Da Overskou ved en Prøve paa
„Peters B ry llup“ ved Brudebordet tog en malet Skinke og
spøgende truede en lige overfor siddende med den, raabte
Kruse til ham: „Kan Han lade Skinken ligge, Flab? Ilvor
tør Han understaa sig at rø re ved Skinken? Hvad h a r han
med den at bestille?“ Personalets almindelige Tone bidrog
heller ikke lil at give nogen videre god Mening om Sømmelig
hed og Dannelse. Samtalen mellem det mandlige og kvinde
lige Personale var som oftest krydret med drøje Tvetydigheder.
Frivole Udtryk vare bievne saa almindelige, at selv de sæde
ligste Damer hørte dem uden Forargelse. Men var Theater-
tonen letfærdig, saa havde den dog en Gemytlighed, der senere
mere og mere h a r tabt sig. Der var endnu ikke nogen Theater-
politik. Ganske vist manglede der ikke, ligesaa lidt som nogen
sinde, paa Misfornøjelse med Bestyrelsen, men den opstod
kun med Hensyn til de enkeltes Bestemmelser, hvorved man
troede sig krænket. Ærgjærrigheden gik ikke videre end lil
at ville glimre paa Scenen, man vilde ikke regere Regeringen,
man søgte ikke ved Intriger at skaffe sig Indflydelse paa Re
pertoiret eller Bestyrelsesprinciper og tænkte ikke paa at
danne de for Samlivet saa fordærvelige Kliker for eller imod
foresatte og Kunstfæller, som i en senere Tid h a r grasseret
saa stærkt. Det hø rte vel ikke lil Sjældenhederne, at der op
stod Skænderier, og det saa grove, at man nu vilde korse
sig over dem, men de gik over og vare hurtig glemte.
T
det
hele herskede der et gemytligt Kammeratskab, naar ikke Skin
syge eller formodet Tilsidesættelse overfor Publikum gjorde
sig gjældende.
I Samklang med den letfærdige Tone stod ogsaa Sæderne.
Der var ganske vist Damer, paa hvis Rygte der ikke hvilede
en Plet, men der var andre, om hvilke dette paa ingen Maade
kunde siges. Nogle vare fornemme Mænds anerkjendte Mai
tresser, og det stemte jo ret vel overens med Datidens Sæder,
at de ikke for den Sags Skyld betragtedes med Ringeagt af
det øvrige Personale. Isæ r var Dandsepersonalets kvindelige
Del ilde berygtet, og der taltes almindelig
0111
Orgier, der fore