169 / 386
166
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
more sig ved hendes Forlegenhed, da de vidste, baade at
hun vilde føle sig fristet til at byde dem til Aften, og at hun
ikke i Huset liavde det mindste at byde dem paa. Mad. P reis
ler modtog dem med stor Venlighed og tilsyneladende Glæde,
men da hun ikke bad dem aftage Overtøjet eller syntes at
ville invitere dem, maatte Saabye, for at Spasen kunde be
gynde, rykke ud med, at de egenlig vare komne for at bede
HVAD sm a g e n h a r l HENDE t a b t
smukke Stole. Uden at kunne
begribe, hvorledes hun havde
formaaet at frem trylle denne Herlighed, satte de sig til Bords
i den muntreste Stemning. Elsberg, som den ældste, udbragte
hendes Skaal, men midt i sin Tale brast han ud i ustandselig
Latter, og da hun med den uskyldigste Mine bad ham dog
endelig forklare hende Aarsagen, rykkede Saabye frem med,
at de egenlig ved deres Besøg havde villet mord’ sig med at
sætte hende i Forlegenhed, men nu ikke kunde bare sig for
at le ved at se en saa prægtig Beværtning, som de aldrig
havde drømt om. Denne Tilstaaelse tog hun aldeles ikke for
trydelig op, men bemærkede kun skalkagtig, at hun slet ikke
begreb, hvorledes hendes gamle Kammerater kunde tro, at
hun saa let var at sætte i Forlegenhed. Tiden gik hen med
NATUREN HAVDE PREISLER SKABT
NATUR ENS MUSERS DYRKER
S K A T T E R
sig selv til Gjæst. „Del glæder
mig inderligt,“ svarede hun
øjeblikkelig. „De ere hjertelig
velkomne, men saa maa jeg
bede Dem lægge Overtøjet og
Hattene og at undskylde, al
jeg forlader Dem lidt for at
sørge for Bordet.“ De hængte
del nu fra sig i et lille Kam
mer og go tiede sig ret inder
lig ved Formodningen
0111
,
hvad hun kunde finde paa al
traktere dem med, og hvor
hun vilde faa del fra. Det va
rede en Stund, medens hun
gik ud og ind, indtil hun bad
dem følge med ind i det andet
Værelse og tage til Takke. Til
deres Forbavselse saa de et
meget smukt dækket, belyst og
med varme Retter og Vin rige
lig besat Bord, omgivet med