252 / 386
Kjøbenhavns Vægterkorps og Vægterversene
2 4 9
„En Aften som fuld han paa Langebro gik
Med dinglende Krop,
Til Vægteren peb og paa Stigen fik
Ham praktiseret op.
Men han sprang af Stigen og rendte sin Vej,
Forbi Prindsens Palads —“
Mange S te d e r e r Væ gteren bleven besungen, saa at lian
næ sten e r b leven en rom a n tisk F igu r. Saaledes i Carl Bag^
gers y p p e rlig e V ise: „Sø ren , saa kom da, ja, Søren, m in V en“,
af H eiberg i „ Ju le sp ø g og N y la a rs lø ie r“, af Ingem ann , af H.
C. A nd ersen , af E rik Bøgli, af Adolf Recke, hvis Vise om
„P ja lte n b o rg s B r a n d “ b egynd e r saaled es: „Den Vægter sta n d
se r i sit V e rs “. N etop d isse Vers, den sa a k a ld te Vægtervise,
fo rlen ed e jo ogsaa Vægternes P e rson ligh ed en vis poetisk N im -
bus, for sa a v id t som d e r v irkelig v a r en dig terisk P roduk tion ,
d e r i sin k ra ftig e N a iv ite t gjengav de S tem n inger, som det n a t
lige L iv egn er sig til a t afføde.
Væ g tersang en e r m eget gamm el. I et Udlog af Fo ro rdn ,
af 26. J u li 1683 om G adelyg terne og N a tvæ g tern e i K jøben-
h av n s ta a r d e r nem lig, e fte r at d e r e r sagt, at en h v e r Vægter
h v e r T im e sk al ra a b e K lokkeslettet („Hov Vægter, K lokken er
slagen o. s. v .“): „D e Vers, som Vægterne ved h v e rt K lokkeslet
om N a tte n sk al synge, e re fø lg end e “, og d e re fte r følge V er
sene. D isse ere til fo rsk jellig e T id e r und erg aaed e nogle Fo r-
an d rin g e r, som d et vilde væ re for v id tlø ftig t at angive. F ra
1784 in d til d en sid ste T id af K o rp sets B estaaen lød Sangen
sa aled es:
E n d en p a a V isen v a r sørgelig:
„Men saa fik han Prygl, saa det var en Gru.
Ja, paa H auserplads.“
Naar Mørket Jorden blinder,
Og Dagen tager af,
Den Tid os da paam inder
Om D ødsens m ørke Grav.
L
j
7
s
for os, Jesus sød,
Ved hvert et Fjed
Til Gravens Sted,
Og giv en salig Død.
Kl. 8.
Bevare Kongens Hus,
Samt alle Mand
I disse Land’
Fra Fjendens Vold og Knus.
Kl. 10.
Nu skrider Dagen under,
Og Natten væ lder ud,
Forlad, for Jesu Vunder,
Vor Synd, o m ilde Gud!
Kl. 9.
Om I vil Tiden vide,
Husbonde, Pige og Dreng.
Da er det paa de Tide
Man føje sig til Seng.
Befaler Eder Herren fri,
Vær klog og snild,
Vogter Lys og Ild,
Vor Klokke er slagen Ti.