O p tøjern e i K jø ben h a vn 1 8 1 9— 2 0
305
skrevne Plakater, som opfordrede Befolkningen til at samles
og drive Jøderne ud af Byen. Tillige cirkulerede der Bygter
om, at det vilde komme til en stor Revolte. Dette i Forbin
delse med den foregaaende Aftens Optøjer fremkaldte en
Kundgjørelse fra Politiet, hvori advaredes mod at deltage i
Handlinger, der forstyrrede den indre Fred og Sikkerhed,
som det var Kongens Villie, at alte hans Undersaatter uden
Hensyn til Trosbek j endelse burde nyde. Overtrædelser heraf
vilde blive straffede efter Lovens Strenghed. Samtidig be-
ordredes forskjellige Dele af Garnisonen, og navnlig en Del
af Garden til Hest, at holde sig parat til at rykke ud.
Hverken den omtalte Kundgjørelse eller de trufne For
anstaltninger gjorde den tilsigtede Virkning. Det var Søndag,
og en stor Mængde Mennesker var paa Benene; ved Rygterne
om Optøjernes Fornyelse flokkede de sig sammen paa de
Steder, hvor det kunde ventes, at det vilde gaa løs. Kl. 9
om Aftenen begyndte de samme Scener paa Østergade som
den foregaaende Aften, med Hujen, Skraalen og Rudeindslag-
ning hos Raphael, Jacobsen og andre Steder. Ogsaa denne
Gang var Politiet magtesløst og utilstrækkeligt. Kun ved Mili
tærets Bistand fik man omsider Gaden ryddet, hvorpaa Mas
sen udbredte sig til alle Sider. I Læderstræde, i IJysken-
stræde, Vimmelskaftet, Ivjøbmagergade, ved Slotsholmskanal,
paa Gammeltorv, i Gothersgade, og mange andre Steder, bleve
Ruderne slaaede ind hos mosaiske Trosbekj ender e. Paa et
Par Steder trængte nogle Personer ind hos Pantelaanere og
søgte med Vold at faa deres pantsatte Gjenstande tilbage.
I Læderstræde blev en gammel Mosait, der vilde gaa hjem
til sin Bopæl, slaaet til Jorden og traadt under Fødder, ind
til det lykkedes at befri ham fra Voldsmandene. Hos Vexel-
lerer Erfeldt paa Hjørnet af Slippen og Gothersgade gik det
især voldsomt til. Her sønderslog Pøbelen først Skodderne
og Vinduerne, opbrød Gadedøren, slog Fyldingen ind til Er-
feldts Bopæl og trængte under Raabet, „at de vilde have fat
paa Jøden“, og at „de vilde have deres Penge“, ind i-Væ
relserne, hvor der befandt sig tvende kristne Tjenestefolk,
medens Erfelt, der havde erfaret, at det skulde gaa ud over
ham, havde set Lejlighed til at undvige. Da de indtrængte
ikke kunde faa fat paa Erfelt, lod cle det gaa ud over hans
Møbler. Meget blev slaaet i Stykker, især Spejle, og adskil
ligt blev stjaalet. Paa dette Sted gjorde en Slagtersvend Johan
Conrad Schiller sig især bemærket ved den Voldsomhed, hvor
med han gik frem. Med knyttet Næve slog han Spejlene i
J. Davidsen: Fra det'gamle Kongens Kjøbenhavn
20