332 / 386
K jø b e n h a v n s k e Originaler
3 29
Ak! saa m angen herlig Aften vandret
Jeg i dine Gange op og ned;
Snart vi har os begge to forandret:
Jeg skal døe — det skal du ogsaa med.
D ine Blom sters Pragt og Træers Blade
V isner og forsvinder m eer og m eer;
D ine Venner ere endnu glade,
Naar de hist og her en Asters seer.
Ogsaa de forsvinder, Vintren komm er,
Med sit hvide Siøer den dækker Alt;
Før det falder, skuer jeg en Sommer
Heelt af eviggrønne Skygger svalt.
Ingen Kors im ellem Løvet kneiser,
Ingen Lidelses og Døds Symboel,
Kuns paa Jorden Golgatha sig reiser,
H isset lyser Salighedens Soel.
Ingen Vinter nærm er sig m in Himmel,
Ingen Blom ster falmer for m ig der,
Ogsaa der jeg seer en Stjernevrimm el,
Men den funkler skjønnere end her.
Harpetoner runger gjennem Lunden,
Glade Aander kalder Broder mig,
Hver en Angst og Sorg er der forsvunden,
Der jeg vil m ig fryde inderlig.
Førend Lynet rammer mig, som knuser
D ødens Laas for denne Herlighed,
Tanken om din Skjønhed m ig beruser,
Plet af Jord, hvor eene der er Fred.
Sang og Klang og m angen bitter Taare
Følger Støvets Sønner til dit Skjød.
Dine Porte lukkes for min Baare,
Dog ved den saa bitre Taare flød.
Moder Taare fra det knuste Hierte
Flyder ved sin tabte Yndlings Liig;
Kan en Moders Taare, hendes Smerte:
Verden! kan det ei forsone dig.
Vil du nægte m ine Been sin Hvile
Paa det Sted, der var mig o! saa kjær,
Skal paa Graven aldrig Blom ster sm ile;
Verden! m ed m it Støv forsonet vær.