337 / 386
3 34
K jø b e n h a v n s k e O riginaler
encle, at man h a r troet for F redens'Skyld at burde give efter.
Statuen skal nu skaffes bort, men for at det ikke skal vække
for megen Opsigt — man kan jo aldrig vide, hvad der kan
ske, for Kjøbenhavnerne holde dog meget af Statuen, hvor
grim den end er — ha r man besluttet, at den skal skaffes
bort i én Nat. T ro r Du nu, at Du kan paatage Dig dette Ar
bejde? Paa Penge kommer det ikke an.“ Murmesteren, der
med spændt Opmærksomhed havde hørt paa denne, med
det største Alvor foredragne Fortælling, erklærede efter no
gen Betænkning, at han vilde forpligte sig til at udføre Ar
bejdet, naar det skulde ske. „Derom maa Du tale med Ste
mann,“ var Svaret. — „Med Ministeren?“ — „Ja, med Mini
steren. Men derved er der en Ting at iagttage, som jeg maa
lægge Dig meget paa Hjerte. Sagen er, som Du jo kan vide, af
en meget delikat Nat ur; derfor vil den gamle Stemann have
en Mand for sig, paa hvis Tavshed og Diskretion han kan
stole. Naar Du gaar op til ham — det kan Du gjøre i Mor
gen Formiddag — og Du faar Audiens, og han spørger om
dit Navn og dit Ærinde, skal Du blot sige: „Jeg er Manden.“
Anstiller han sig nu uvidende for at prøve Dig, skal Du kun
vedblive at sige: „Jeg er Manden,“ og lader han tilsidst,
som om lian bliver vred, skal Du blot vedblive med at sige:
„Jeg er Manden.“ Saa skal Du se, at Du faar den rigtige Be
sked. Han ha r da faaet Bevis for, at Du er en rigtig gammel
Ræv, der ikke lader sig fange.“
Denne Kompliment faklt i den bedste Jordbund, og Mur
mesteren erklærede sig villig til næste Dag at gaa til Stemann.
K. var tilfreds dermed og benyttede Lejligheden til at anmode
Murmesteren om et Forskud af halvtredsindstyve Rigsdaler
paa den betingede Dusør, som denne da ogsaa i Forventning
om en god Fortjeneste bevilgede ham. En Flaske Rhinskvin
til at drikke paa et godt Udfald beseglede Overenskomsten.
Den næste Dag lod Murmesteren sig melde til Audiens hos
den gamle Minister. Tjeneren vilde han paa ingen Maade sige
sit Navn; det vilde han kun betro til Ministeren selv, med hvem
han havde noget meget vigtigt at aftale. Han kom ind, og da
Ministeren, der just ikke var af den omgængeligste Natur, foer
ham imøde med de Spørgsmaal: „Hvem er De, og hvad vil
De?“ svarede han med et betydningsfuldt og smilende Nik:
„Jeg er Manden!“ Trods den uimodsigelige Logik, der laa i
dette Svar, troede Ministeren at have et Bidstrupslem for sig,
og da Murmesteren, sin Instrux tro, vedblev at forsikre, at