FraDetGamleKongensKjøbenhavn

K jø b etih a v n sk e Originaler

3 3 7

det havde til Underskrift de første Strofer af en af ham for

fattet Sonnet, saalydende:

„Jeg iler hen den fagre Mø at skue,

der staar hun sm ilende! Min Aand sig svinger,

m it Indre lydt som Memnons Støtte klinger

ved Straalen af det sorte Øjes Lue.“

Ove G e o r g F r e d e r i k B a g g e var efter sin egen Op

givelse født i Kjøbenhavn 1776 af fattige Forældre og, som

det hedder i hans „Livsbilleder“, opdragen i Nød, Kummer

og Elendighed. Dette er omtrent det hele, han anfører

0111

sin Barndom. Om hans Ungdom er det bekjendt, at han

lærte Dands hos Galeotti, hvem han altid omtaler med Be

undring og Ærefrygt, og derefter blev ansat som Figurant ved

det kgl. Theater. Efter 19 Aars Tjeneste fandt han Gagen saa

lille, at han foretrak at tage sin Afsked for som Terpsikores

omvandrende Profet at indvie det unge Danmark i Provind-

serne i Dandsens Mysterier. E

anden Version gaar ud paa,

at hans foresatte fandt hans temmelig udprægede Hang til

stærke Drikkevarer uforeneligt med en Figurants Stilling og

Aplomb og derfor afskedigede ham. Imidlertid havde han ud

viklet sig til Skribent og Skjønaand. Han levede i en Periode,

da Spørgsmaalet

0111

Baggesens og Oehlenschlågers Fortrin

og de dertil knyttede literære Kampe vare paa Dagsordenen.

Han var en stor Beundrer af Baggesen; maaske fandt han et

aandeligt Slægtskab i Navneligheden og søgte derfor at ud

danne sig efter ham. Ikke blot citerede han Baggesen, hvor

det passede og ikke passede, men han søgte tillige — og det

i Sandhed ikke paa nogen uheldig Maade — at tilegne sig

den store Mesters ejendommelige Vendinger og Udtryk saavel

i sine lyriske Produktioner, som i de polemiske Felttog, hvori

han fra Tid til anden blev indviklet, som f. Ex. naar han

værgede for sin fra flere Sider angrebne forskjelligartede

Virksomhed:

„Hvor gik det m ig i Kjøbenhavn engang,

Da jeg en ædel Tyrkerdaad besang?

F orvanskningspøbien spændte for sin Kærre

P lum pbedens Hest, og Drenge ganske raa

(Skjøndt Nogles Haar var ganske graa)

B egyndte mod m ig, først: at plærre

Og grynte, gjø: „Man Pladsen burde spærre

For D andsem esteren,

d er — so m

Scboflet saae —

Paa skjæ ve Støvler m onne staa

Og gaa.“

•I. Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn