345 / 386
342
K jø b e n h a v n s k e O riginaler
kum strømmede til, og Afsætningen af Billetterne var rivende.
Men ulykkeligvis havde Bagge valgt sig en upaalidelig Kasse-
kontrollør, en lang Jyde, der, efter at Billetterne vare ud
solgte fra Kassen, for en Mark eller for en Firskilling lod
meget Janliagel strømme ind, derpaa drak sig fuld og lod
i sin Finkelbegejstring Indgangsdøren skjøtte sig selv. Følgen
var, som Bagge fortæller, at nogle af disse „firskillings og
sletingenskillings Helte“ opførte sig saa uhøvisk i Parterret,
at Damerne maatte retirere op i Logerne. Men denne Fa ta
litet var langtfra den eneste. Jydekarlen, der tillige var enga
geret som Lysetænder, røgtede saa lidet sit ansvarsfulde Hverv,
at der, da Publikum strømmede ind, ikke var tændt et eneste
Lys i Orkestret, .hvilket imidlertid heller ikke var absolut
nødvendigt, eftersom de Musicerende, der havde lovet deres
Assistance mod Fribilletter, enten udebleve eller foretrak at
være Tilskuere. Bagge var dybt bevæget herover. Det tonede
i hans Indre: „Almægtige! Hvad ville disse H errer og Damer
tænke, som have understøttet mig, fordi de fandt mig en
bedre Skæbne værdig; ville de ikke tro, at jeg er det ukul-
Liverteste og utaknemligste Menneske, der, uagtet de have
forudbetalt deres Billetter, kan begaa det Manquement ei at
sørge for den mindst bekostelige og første Fornødenhed —
Lys? Man veed, at jeg troer mig ophøiet over Pøbelen — vil
man ei tro, at jeg desuagtet hører til den Schofel, som jeg
stedse h a r foragtet.“ Desuden betoges han af mørke AneL
ser ved at kige ud gjennem Hullet paa Tæppet og i Forgrun
den af det tætfyldte Hus at faa Øje paa to Antagonister, af
hvilke den ene betegnes af ham som en uhyre Bredflab med
Øjne som Dambrikker, med Ivjæber som omvendte Kasse
roller og med et Hoved som en Ilalvotting, den anden som
en myndetynd, befrakket, bebrillet, langnæset og halvstuderet
Røver. Det var hans Mening, at disse vare Udsendinge fra
det Parti, han havde traadt paa Tæerne ved sin Ømtale af
Bournonvilles „Faust“.
Imidlertid havde Bagge gjort sit Toilette i Paaklædnings-
værelset. Dette var en aaben Gjennemgang, og han havde
ikke Ro tit at forberede sig til Deklamatoriet. De Penge, han
havde modtaget for de ved Indgangen solgte Billetter, puttede
han i sin gamle, sorte Kjole, trykkede denne ned paa Bun
den af en Klædekurv og bedækkede den med alt, hvad der
var for Haanden, idet han ikke formodede, at nogen kunde
finde paa at gaa til Bunds der. Med Pathos deklamerede
han: „Lig der, Du almægtige Muld! for Øjeblikket skal Du