346 / 386
K jø b e n h a v n s k e Originaler
343
ej fængsle mig! Jeg ved, din Magt er stor: Skurke taales,
J ossehoveder bukkes for, Slaver blive Friherrer, og Igno
ran te r Kancelliraader ved din Tryllestav. Fri og ubunden
vil jeg fremstaa for det dannede Publikum, der venter mig;
udefra behøver jeg ingen Hjælp, ingen Soufflør; alt hvad
jeg fremsiger, skal strømme fra min Hukommelses rige Væld,
skal strømme fra mit Hoved og mit Hjerte.“
I det samme kom Mad. Schæffer farende og bad ham kom
me op paa Theatret, da man i Pa rterret raabte paa hans
Navn. Her var man bleven utaålmodig, thi det varede længe
med Begyndelsen. „Bagge frem !“ lød det fra mange Stemmer.
Der raabtes paa Lys, paa Ouverturen til „Jeppe paa Bjerget“
o. s. v. For at tilfredsstille Musiksandsen sprang en ung Per
son over Barrieren ned i Orkestret og gav sig til at gnide
paa en der staaende Basfiol. Der udbredtes tillige dunkle
Bygler om, al Bagge havde taget det Parti at løbe sin'Vej
med Ivassén. Der var saaledes en betydelig Hurlumhej, og
fulgt af Mad. Schæffer, der fægtede med Armene og højt og
lydelig paastod, at en slig Skandale aldrig var overgaaet hen
des Hus, stormede Bagge op paa Scenen og raabte i Fortviv
lelse: „Lad Tæppet gaa op!“ hvilket da ogsaa skete, medens
han og Madammen retirerede bag Kulisserne.
I det afgjørende Øjeblik fik Bagge sin Besindighed tilbage,
og med Høflighed og Anstand, værdig en Elev af Galeotti,
frem tren han og gjorde sin Kompliment. Han blev hilset
med stormende Jubel, og en Bekjendt tilraabte ham: „God
Aften, Bagge!“ samt spurgte artig til hans Befindende. Men
den lumpne Kabale gav sig tillige Luft i Hyssen og Tram
pen, ja fra Baggrunden skingrede endog en Pibe. Denne him
melskrigende Uret oprørte liam og det dannede Publikum.
Men han tabte ikke Kontenancen; endelig fik den bedre og
betalende Del Overhaand, og han begyndte Fremsigelsen af
Digtet: „Min Søn, vil Du i Verden frem!“ med en Aplomb i
Holdning og en Gestikulation, der maaske var vel hæftig til
at være gratiøs. Nu fulgte der en Scene mellem ham, Bred
flaben og Brillenæsen, som bør anføres med Bagges egne
Ord: „Da jeg ved det andet Vers havde udtænkt mig en
Gradation, af Bukning, som Repræsentanten, den brede Flab,
hverken anede eller begreb, afbrød han mig ved fra Tilskuer
pladsen at raabe: „Buk dybere!“ livorpaa jeg strax svarede:
„Hold Mund!“ Dette kom, komisk nok, til at tage sig ud saa-
lunde:
„Naar Stormænd moder Dig paa din Vei,
Saa buk!