339 / 386
3 36
K jø b e n h a v n s k e O riginaler
MAfiANS
# 1
F
ior dem, hvis Kald og Talent
det er at fremstille komi
ske Figurer paa Scenen, vilde
Dandselærer O. G. F. B a g g e
kunde have afgivet et kosteligt
Forbillede. Langstrakt og ma
ger, et rynket, dybtfuret Ansigt,
en stæ rkt rødfinnet Næse, der
ragede frem som et Fyrtaarn ,
et Pa r smaa tindrende Øjne,
hvori en vis godmodig Joviali
tet blandede sig med usikre,
vilde Blink, en fedtet Kasket
paa tre graasprængte Haar, en
gammel, luvslidt, sort Kjole,
hvori Flertallet af Knapperne
manglede, den ene Haand dybt
begravet i et P a r Nankingsben-
klæder, hvis Farve oprindelig
havde været gul, men nu spillede i alle Nu
ancer, og en lille stumpet Kridtpibe i den
anden Haand, et Pa r Støvler, hvis Saal og
Overlæder havde separeret sig efter et af
mange Gjenvordigheder betegnet Liv, en Stem
me, der skingrede som en Diskant og ledsage
des af de livligste Gebærder — saaledes om
trent saa han ud og var han, naar han viste sig paa Kjøben
havns Gader, dandsende med lette T rin hen ad Flisestenene,
eller naar han ved en Snaps eller et Glas Vin udgjød sin
Sjæls Fylde for undrende Tilhørere paa et eller andet vel
renommeret Værtshus. Thi, som han siger i sine „Livsbille
de r“, han søgte altid de dannede Klasser, „og uagtet min
synderlige Skjæbne ofte ha r kastet mig mellem Schofel, har
det dog aldrig lykkedes denne at rive mig ned til sig“. For
endnu ikke mange Aar siden h a r jeg set et Billede af ham,
forestillende, hvorledes han paa sin vante Maade foer afsted;