232 / 264
223
for Overlægerne og lade dem have Ansvar for deres
Inv en tar. Det vækker deres Interesse, det giver dem
mere Selvstændighed, og det giver dem en Ansvars
følelse, som højner deres Værd i deres egne Øjne. Dette
er ikke Teori, det har staaet sin Prøve med Glans
under S ikringsstyrkens Indkaldelse. Selv under disse
overordentlig vanskelige Forhold, som in tet civilt Ho
spital nogensinde har kendt, har Sygehusets egne
P lejersker saa a t sige in tet m istet af deres Inventar,
medens der er gaaet store Mængder ta b t for mange af
de Ekstrap lejersker, som man har m aatte t antage,
hvorvel der b land t dem har været udmærket dygtige
og opofrende Personer. Sygehuset har kun haft An
ledning til a t være glad over den store Reform, som
indførtes 1898, og for de gamle Læger, der har oplevet
den gamle T id, er Forskellen enorm, for selv om der
mellem de gamle Stuekoner var dygtige Personer, som
blev i Sygehusets T jeneste i mange Aar, kan der let
fortælles H istorier, som Generallægen antyder, og som
man nu næppe vilde tro mulige paa et Hospital.
Saaledes som Udviklingen har fundet Sted, vil det
være let forstaaeligt, a t Sygeplejerskerne nu selv øn
sker ikke blot en klækkelig Lønningsforbedring, da
Gagerne »ikke mere er afpassede efter Nutidens For
dringer«, men ogsaa, a t de to Klasser Plejersker og
Assistenter slaas sammen i en Klasse, saa at Stigningen
i Lønning kun bliver afhængig af Tjenestetiden, og
saaledes a t det ikke skal hænde, a t en Assistent, der i
enhver Henseende er flink, og som udfører det samme
Arbejde som en Plejerske, maaske skal komme til a t