83 / 205
79
Forhandlinger havde benyttet meget kraftige og nedsættende Beteg
nelser om nogle af Klagerne.
I denne Anledning blev jeg tilkaldt af Eforen og opfordret til
at afgive en Erklæring om Rigtigheden af Klagerne og forsvare
min Optræden.
Dette skete, og den iværksatte Undersøgelse førte til, at 4 Alum
ner blandt Klagerne fik consilium abeundi (eller udvistes). Udflyt
ningerne gik stille af, alle følte og forstod, at der nødvendigvis
havde maattet ske noget gennemgribende, Tilstanden var simpelthen
blevet uudholdelig og utaalelig, helt uværdig.
Pressen i København, navnlig den daværende Skillingspresse,
bragte hyppig Meddelelser og Indlæg om Stridighederne paa Kol
legiet, disse Meddelelser hidrørte væsentlig fra Urostifternes Klike
og var meget fortegnede. Jeg har ikke mere Eksemplarer af disse
Blade.
Kristoffer Bech, der havde forladt Kollegiet inden Klagemaalet
m. m., var blevet indlagt paa Øresundshospitalet, hvor han afgik
ved Døden, forgræmmet og bitter uden at faa afsluttet sit Eksamens-
studium. Han fik i den sidste Tid, vistnok umiddelbart før han for
lod Kollegiet, udgivet et lille dramatisk Arbejde »Søren Jyde«, der
blev adskilligt omtalt i Pressen. Baggrunden for Scenerne i dette
Arbejde er Forfatterens Syn paa Livet paa Kollegiet, Personerne
var tegnede let kendeligt.
Nogen Tid efter Udvisningerne nedlagde jeg paa eget Initiativ
min Post som Inspector Collegii, men blev boende min Tid ud under
de nu grundfæstede Forhold.
Man spørger sikkert ret naturligt, hvorledes hele Udviklingen
kom saa langt, og hvordan det kunde være, at der ikke tidligere
var grebet ind og skaffet nogenlunde ordnede Forhold tilveje.
Svaret maa efter min Opfattelse blive følgende:
Det hele udviklede sig Skridt for Skridt og antog først tilsidst
en virkelig lavineagtig Karakter. Professor Holm var sikkert i
Almindelighed og af teoretisk Overvejelse indstillet paa den Opfat
telse, at kammeratlige Modsætninger mellem Studerende paa Kol
legiet bedst ordnedes ved indbyrdes Forhandling og Forstaaelse, en
Synsmaade, som i og for sig kunde rumme noget rigtigt, men i de
saa skarpt udprægede Situationer oversaa han, at ingen anden end