79 / 205
75
Levet, drevet, skrevet,
skiftet fra fjende til ven.
Fordrevet, forskrevet, forblevet
parat til at skifte igen.
Han læste det op på læsestuen, men vilde ikke indsende det, vist
nok fordi han fandt det mindre retfærdigt end spidst. Vi syntes, at
det var for godt til at gå i papirkurven, og en anden fik lov til at
sende det ind under sit eget navn. Dermed brast mine forhåbninger
om at vinde prisen, som jeg vel ikke havde vundet alligevel, skønt
et af mine epigrammer ialfald nåede den ære at blive trykt. Verset
om Drachmann sejrede stolt, og prisen tilfaldt indsenderen. Dette
var vist juridisk rigtigt, men alumnerne syntes næsten allesammen,
at han burde have delt den med forfatteren.
Til sidst skal jeg omtale et mærkeligt træf. Jeg sidder nu og
arbejder på afslutningen af den store udgave af Povl Helgesens
skrifter. Det skyldes væsentlig ydre omstændigheder og ikke noget
særligt ønske fra min side, at det er blevet en valkendorfianer, som
fik hovedarbejdet ved udgivelsen af den mands skrifter, som var
kollegiets første forstander. Men det mærkelige er, at de to tidligere
indgående levnedsskildringer af »frater Paulus Helie carmelita«
så vel som den første, aldrig fuldførte, udgave af hans danske
skrifter, også skyldes valkendorfianere,
Christian Olivarías
(alumne
1731—34),
Christian Thorning Engelstoft
(efor 1833—40) og
Carl
Emil Secher
(alumne 1848—53). Mon der ikke er lidt spøgeri på
det gamle kollegium trods ombygningen?
CHARLES KAALUND -JØRGE iNSEN
1894—97.
Skal jeg virkelig efterkomme ønsket om at dykke ned i erindrin
ger og betragtninger fra mit kollegieliv for over 40 år siden? Har
det nogensomhelst interesse for tidligere, eller navnlig senere, gene
rationer af alumner? Min deltagelse i Valkendorfianersamfundets
møder og fester har givet mig det indtryk, at 3—5 samlede årgange
danner en slags klub, der lever forholdsvis højt på egne oplevelser