75 / 205
71
(ogsaa i bogstavelig forstand), der fulgte på. I modstrid med kolle
giets tradition var han katteven, og en tid havde han taget til sig
en af de omstrejfende katte, som sov i hans seng. Men det var
næppe kattens elektrisitet der tiltrak ham, for i tordenvejr rystede
han bogstavelig af skræk.
Hans garderobe var omtrent i permanent uorden. Engang han
var indbudt til selskab hos Wimmer, havde han ingen sorte bukser,
men måtte låne et par hos Stig Madsen (hvordan den brede, lav
stammede Thorsen klarede sig i den høje mediciners bukser, hører
til de uforståelige ting). Ejermanden stillede imidlertid den betin
gelse, at Thorsen så skulde anlægge underbukser, hvilket aristokra
tiske klædningsstykke Thorsen fandt så stort behag i, at han be
sluttede for fremtiden at anvende det. Også senere må der have
været kludder med hans bukser, hvad der fremgår af Holger Prips
vers ved Afskedsgildet for Thorsen og Lasson:
Længe var Thorsens
Atter det skilte
herlige stamme
føjer sig sammen,
spaltet af riften
én gang i tiden
i buksernes bag.
vorder det ét.
Kraften, som skulde
Da skal den frie
verden beherske,
vægtige Thorsen
tyggede sul fra
føre til Sejrø
fremmedes bord.
buksernes bag.
Plougs ord i første vers var ikke uden grund bevarede. Thorsen
var på sin vis noget af en gourmand, og når en af alumnerne havde
noget godt i madskabet, var han meget tilbøjelig til at deltage i
vedkommendes frokost. Dette gik nok i en særlig grad ud over
Prip, hvem Thorsen havde kastet sin varmeste kærlighed på. Det
var et underligt par, den elegante verdensmand og den ubørstede
huleboer, men venskabet var ærligt fra bægge sider og holdt tro
fast til Prips død. Noget madkæresteri var der i det; en hjemme
lavet rullepølse, som jeg undertiden fik hjemmefra, øvede en uimod
ståelig tiltrækning på Thorsen.
At Thorsen for os danskstuderende var en stor værdi, er en selv
følge, vi kunde lære meget af ham. Men han havde betydning for
hele kollegiet, ikke mindst ved det venskab, der knyttede ham til en